Bag Kassen
Kommunistisk Politik 13, 2004
Der
er dømt EM i "bold".
I op til flere timer ligger gaderne
tomme tre gange ugentligt. Bortset fra et par uskyldige husmødre, der benytter
sig af chancen til indkøb i butikkerne, hvor køerne er reduceret
betydeligt, og de sædvanlige "gutter på bænken" med
en kølig grøn i hånden, så kunne man tro, at der var
indført udgangsforbud i det fredsommelige Dannevang.
I stedet hænger
Dannebrog udover altanerne, kompressorhornene giver deres besyv med ved danske
scoringer og imellem kampene iklæder gutterne på bodegaen sig landskamptrøjer
og klaphatte. Der er så sandelig omsætning i de mangfoldige udvalg
af remedier, hvis man skal dokumentere sin loyale begejstring. Med flere timers
optaktudsendelser og efterfølgende analyser af allehånde detaljer
grundigt suppleret med diverse træneres og spilleres kloge udsagn om hændelsesforløbet
i de 90 minutter, så må børneudsendelser og TV-aviser vige
pladsen for det nationale sindelag.
Det er ikke kun bolden, der ruller.
Mønterne triller rask hen over disken, når det sidste nye outfit
skal erhverves, når kvalifikationen til en slutrunde er en realitet. Forleden
var jeg så heldig at blive inviteret til et slag billard af min søn
og hans kammerat lige op til Danmarks første kamp mod Italien. Vel ankommet
til det lokale værtshus noterer jeg mig straks, at de begge har iført
sig landsholdstrøjen med tilhørende reklamer for tøjproducenten.
Da kløene i løbet af et par timer ved det grønne klæde
er blevet fordelt, og de tilsvarende antal øl er nedsvælget på
tabernes bekostning, finder vi os til rette ved et af de lokale borde i godt selskab
med tre raflebægre.
Da kunne jeg ikke længere styre min nysgerrighed:
-
Hvor meget har I sluppet for det fastelavnskostume? spurgte jeg, og blev oplyst
om udgiften på 300 kroner.
- Men det er jo heller ikke den nyeste
model, blev jeg belært. Jeg turde ikke spørge mere, da de to
unge gutter forklarede fornuften i investeringerne:
- Det er jo småpenge
i forhold til vores forbrug på for eksempel pils, snacks og cigaretter under
turneringen.
Logikken var klar for enhver trofast landsholdsfan.
Nu
er det ikke sådan, at jeg selv er en helligrøv, der skiller mig ud
fra den almindelige begejstring og interesse i det danske fodboldlandsholds formåen.
Jeg følger skam ikke kun kampene på TV, hvor min hjerterytme til
tider tilkendegiver, at det er tæt på at blive indlagt på samme
hospitalsafdeling som adskillige trænere har indlogeret sig gennem tiderne.
Blandt vennerne deltager jeg da også lystigt, når kampene efterfølgende
bliver analyseret. Det er blot kun alt for sjældent, de fatter mine dybsindige
kritikker af spillere og trænere; men pudsigt nok er vi al tid enige om
de elendige dommerpræstationer:
- De er korrupte fra ende til anden.
Der
er i hvert fald masser af Euro at tage, hvis man ønsker at korrumpere.
I en optaktsudsendelse blev jeg oplyst om, at et kommende spillersalg var til
en omsætning på en milliard kroner. I denne forunderlige tid sælger
man mennesker klubberne imellem, hvor slaven selv beriger sig klækkeligt
i forhold til en industriarbejder - for ikke at nævne de af arbejdsmarkedet
udstødte. Sporten betegner det selv som en fodboldindustri.
Midt
under Italienskampen bliver jeg distraheret, da en bandereklame bestående
af tre bogstaver pludseligt fanger min opmærksomhed:
SiD!
- Hva' fa'en laver mine kontingentkroner på en
bande i Nordportugal, raser jeg.
Min kæreste må dæmpe
gemytterne og min snarlige indlæggelse:
- Jamen du ved da godt, at
fagforbundene er begyndt at hverve medlemmer på tværs af fag.
Jeg
brummer utilfreds, og når kun at mumle et lorteforbund, inden jeg
igen optager min koncentration af, hvad det burde handle om: Fodboldspillet.
Netavisen
18. juni 2004
