I al stilhed trådte en ny lov i kraft 1.januar 2001, der gør det
lettere at tvangsfjerne børn fra deres hjem og familie. Der er tale om
ændringer af Servicelovens (den tidligere bistandslov) børneregler,
som Folketinget vedtog i maj sidste år med et stort flertal. Ændringerne
har omfattende konsekvenser for truede familier og deres børn og unge.
Sidste år blev 13.000 børn tvangsfjernet fra deres hjem. Det involverer
altid store mænger af sorg, afsavn, vrede og følelser af afmagt,
svigt og frustration både hos de berørte børn og forældre.
Dagens samfund skaber familiesituationer, hvor et så drastisk skridt er
nødvendigt i familier med misbrug, vold og incest.
Men i alt for mange tilfælde afslører en rystende behandling af
børn og voksne, at der er tale om misbrug af offentlig magt med katastrofale
følger.
Støtten til familien er væk
I den tidligere lovgivning blev hovedvægten lagt på ”støtten
til den samlede familie og kontinuiteten i barnets ophold i familien”.
I praksis har det dog fungeret på en hel anden måde, ud fra et skønsprincip
i høj grad vendt mod arbejderklassens og de udstødtes familier.
Ligesom det i mange tilfælde er hensynet til den voksende industri af
sagsbehandlere, konsulenter og behandlere, der er gået forud såvel
børns som familiers tav.
En undersøgelse fra 1997 fra Socialforskningsinstituttet (‘Når
børn og unge anbringes’) viser, at i 40 pct. af sagerne er selve
tvangsfjernelsen det første skridt, kommunen tager i forhold til familien.
Kun 41 pct. af forældrene oplever, at der har været foretaget de
lovpåbudte undersøgelser af familiens forhold, inden den er sat
i værk. Hele 27 pct. af forældrene ved simpelthen ikke, om det er
sket.
Frem for at sætte ind på at sikre den nødvendige hurtige,
forebyggende hjælp har Folketinget slettet tidligere lovgivnings familiesyn
og ændret lovens formål til ‘beskyttelse af det enkelte barn’.
Større retsløshed
Lovændringerne betyder, at det nu gøres lettere for kommunerne
at tvangsanbringe børn og gøre det gennem længere tid. Det
gælder f.eks.
§ 40, hvor hensigten om, at ”det bør tilstræbes, at barnet
kan blive i hjemmet”, er ændret til, at man skal vælge ”den
eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger”.
§ 42 stk. 1 lemper betingelserne for tvangsfjernelse fra ”åbenbar
risiko” til ”begrundet formodning ” for alvorlig skade.
På trods af denne ændring tyder intet på, at indenrigsminister
Karen Jespersen vil forholde sig anderledes end sine fhv. kollegaer over for
kommunernes åbenlyse lovbrud, når det gælder udarbejdelsen
af det nødvendige grundlag for tvangsfjernelse eller udarbejdelsen af
de lovpligtige handlingsplaner for barnets fremtid.
”Normaltiden” for tvangsafgørelser skal første gang
være et år, og derefter to. Børne- og ungeudvalget skal også
lettere kunne beslutte endnu længere anbringelser.
Det gøres sværere at hjemtage frivillig anbragte børn, idet
kommunen kan beslutte at udsætte en hjemgivelse, som forældrene
har bedt om, i 3 måneder, også selvom der ikke er grundlag for tvangsfjernelse.
Med lovændringen er forældre blevet stillet endnu svagere og endnu
mere retsløse i børnesagerne om såvel frivillig som tvangsfjernelse
af deres børn.
Der vil nu komme flere og længere tvangsfjernelser af børn og blive
lagt endnu mindre vægt på at støtte de familier, der har
brug for det.
Samtidig er loven ikke fulgt op af hverken økonomi eller initiativer,
der skal sikre de tvangsfjernede børn mod at blive flyttet rundt mellem
forskellige plejefamilier og institutioner.
Vito
KP7, 2001
