Arbejdsgivernes holdning til kvinder i den fødedygtige alder på arbejdsmarkedet er klar. Graviditet er fyringsgrund. Når den kvindelige arbejder fortæller, at hun er gravid, vanker der ofte øjeblikkelig en fyreseddel. Ud af klappen, lyder beskeden koldt og kynisk på trods af, at fyringerne strider imod den lovgivning, der skulle beskytte gravide mod uberettiget fyring.
Der er masser af penge at spare for virksomhederne, som med den ulovlige praksis bevidst forsøger at slippe for udgifter til barselsorlov til kvinderne og senere hen udgifter i forbindelse med, at de må tage fri for at passe børnene ved sygdom. Går den, så går den, og hvis ikke .. Tja, så betaler vi blot erstatning for ulovlig afskedigelse. Antallet af sager omkring ulovlig fyring af gravide indenfor HK-området steg sidste år til 71, mod 52 året før, hvilket også var rekord.
Alt tyder altså på, at den lov, der skulle forhindre, at gravide bliver sagt op alene fordi de er gravide, ikke er meget bevendt. Det skyldes ifølge formanden for Firma-Funktionærerne, at den erstatning for ulovlig fyring, som arbejdsgiverne normalt idømmes, er for ringe. Oftest tilkendes de fyrede, hvis de vinder sagen, en godtgørelse på under 9 måneders løn, skønt domstolene faktisk har mulighed for at dømme op til 18 måneders løngodtgørelse.
Så selvom godt tre ud af fire sager mod arbejdsgivere, der ulovligt har
fyret gravide ansatte, vindes, har det kun ringe effekt, og HK frygter, at den
ny barselsorlov, der er på trapperne, yderligere vil få antallet
af fyringer til stige. I tre af de 71 sager er der tale om, at en kvindelig
arbejder er blevet sagt op, alene fordi hun har omtalt, at hun er gået
i behandling for barnløshed.
Det er simpelthen alt for let for arbejdsgiverne at skille sig af med gravide
kvinder/eller kvinder, der blot påtænker at blive gravide.
Netavisen 5. marts 2002