Kvindernes Internationale Kampdag 2004:
Over hele verden fejredes kvindernes internationale kampdag
den 8. marts. Der blev aktioneret, demonstreret, afholdt møder og massemanifestationer:
Kvinderne udgør en særdeles aktiv kraft i modstanden mod krig, imperialistisk
globalisering, reaktion og undertrykkelse. I Nepal blev hele landet lukket af
en generalstrejke som led i folkeopstanden mod regimet.
Kvindemarch
Moskva 2004
Fra Oceanien over Asien, til Europa og Nord- og Sydamerika:
Overalt blev kvindernes krav rejst. En del steder også ved officielle, statsstøttede
arrangementer. Og nogle steder søgte kontrarevolutionen og imperialismen
at slå plat på den internationale kampdag - som i Afghanistan, hvor
den håndplukkede amerikanske marionet Karzai, der står i spidsen for
krigsherrernes og opiumproducenternes falanks, meddelte, at der måtte gøres
mere for at sikre fremskridt for kvinderne.
Og Danmark: Kvindernes
Internationale Kampdag 8. marts blev landet over fejret med en del arrangementer
fra alle grene af kvindebevægelsen. Kvindernes stadig ringere situation
kræver fortsat og i endnu større grad, at der sættes yderligere
fokus på denne. I den forbindelse er det i dag hovedsageligt de borgerlige
retninger i bevægelsen, der kommer til orde med kravet om 'retten til karriere',
hvilket også op til og på dagen blev manifesteret. Det er også
stort set sådanne spørgsmål, der fylder medierne på kampdagen.
Samtidig
lå fagbevægelsens arrangementer underdrejet. I København afholdt
enkelte lokale fagforeninger formiddags- og eftermiddagsmøder, mens aftenarrangementerne
var indskrænket til et par stykker, alle uden for fagbevægelsens regi.
EU og kvinderne
Folkebevægelsen mod EU, der også i en
årrække har afholdt 8. marts-arrangementer, indkaldte heller ikke
til møde. I anledning af kampdagen fastslog Majbrit Berlau, en af dens
spidskandidater ved EU-parlamentsvalget i juni, at EU ikke gavner ligestillingen.
Kampen imod diskrimination og for ligestilling er stadig aktuel over hele kloden.
Også i EU - selvom EU-konventets udkast til EU-grundlag siger, at unionen
bygger på værdier som "menneskelig værdighed, frihed, demokrati
og ligestilling".
- EU's ord hænger dårligt sammen med
virkeligheden, hvor lønnen for mænd gennemsnitligt er 15-20 pct.
højere end for kvinder, og beskæftigelsen er omkring 20 pct. højere
for mænd end for kvinder, siger Majbrit Berlau:
- EU betyder nedskæringer.
I de nuværende EU-lande dikterer EU's økonomiske projekt - ØMU'en
- stadig strammere statsbudgetter. Og i de ti nye lande har regeringerne skåret
brutalt ned på de offentlige udgifter for at leve op til betingelserne for
optagelse i unionen. Det giver endnu mere håbløse forhold for børnepasning
og barselsorlov og dermed for kvinderne på arbejdsmarkedet. Desuden koster
nedskæringerne masser af offentlige arbejdspladser, som oftest er besat
af kvinder, konstaterer Majbrit Berlau og tilføjer:
- Det er ikke
uden grund, at kvinder siger fra over for EU, som det bl.a. har vist sig ved folkeafstemningerne
i Danmark og Sverige om ØMU'en og den seneste meningsmåling om EU-medlemskab
i Norge. EU skader i realiteten såvel velfærd som ligestilling.
APK & DKU i Fabriksarbejdernes fagforening
Global
Women's Strike:
Invester i omsorg - ikke i krig
DKU's og
APK's kvindeudvalg stod som arrangører for et yderst succesfuldt møde
i fabriksarbejdernes fagforening i København.
Budskabet var klart: Kvindekampen
eksisterer fortsat! Undertrykkelsen og ydmygelsen af kvinderne er ikke blevet
mindre med tiden. Ligelønnen er langtfra opfyldt. Trods lovgivningens ord
bliver forskellen stadig større. 2½ gange så mange kvinder
som mænd bliver førtidspensionister på grund af nedslidning.
Prostitution og import af kvinder, der tvinges til prostitution, er voldsomt tiltagende.
Ikke mindst kvindernes vilkår globalt var i fokus.
APK's formand
Dorte Grenaa, fastslog:
- Det er på mange måder et sygt samfund,
vi lever i. Kvinder bliver dagligt ydmyget, og som om det ikke er nok, så
bliver vi regeret af et bundt krigsforbrydere!
Doris Kruckenberg, aktivist
i Fredsvagten og deltager på det nyligt afholdte Socialt Forums verdensmøde
i Mumbay, Indien, havde forinden givet en medrivende skildring af fattige kvinders
situation i store dele af verden - ikke mindst Indien.
Begge indlæg
understregede nødvendigheden i at mobilisere så mange som muligt
til verdensomfattende demonstration på årsdagen for krigen mod Irak:
Den 20.marts kl.12 på Rådhuspladsen i København.
Programmet
for aftenen blev afholdt i en meget afslappet og rar atmosfære, hvilket
forskellige kunstnere bistod til. Troubaduren og folkekunstneren Kazio Kierpaul
underholdt med gamle slumstormersange, der ikke bare fik de lidt ældre i
forsamlingen til at hengive sig til nostalgien, men samtidig mindede alle om den
fortsatte bolignød. Billedkunstneren Evelyn Mittman var en foregangskvinde
med en storslået udstilling af egne smukke værker bistået af
datteren Sara samt Jørgen Buch.
Programmet var således meget
varierende med en underliggende rød tråd, der fra deltagernes side
ved afslutningen gav anledning til bemærkninger som disse:
- Tak for
et herligt arrangement. Det har givet os fornyede kræfter til den fortsatte
kamp. Vi har jo masser af fælles ting at slås for, så vi ses
på Rådhuspladsen den 20. marts.
Se også:
Dorte Grenaa: Vores land regeres
af en bande krigsforbrydere
Netavisen 10. marts 2004