Home

Studerende stresses af EU

Akut bolignød. Pressede studieforhold. Tab af SU-støtte - de studerende har problemer. Stadig flere søger psykologhjælp. Men der er først og fremmest brug for, at de studerende udvikler den fælles kamp.
Kommunistisk Politik har talt med formanden for DKU Troels Riis Larsen
.

08.09.2001

Det står skidt til blandt de studerende. De omfattende forringelser af deres forhold som følge af EU-harmoniseringen af uddannelserne viser sig nu - både økonomisk og studiemæssigt. De fleste studerende har mere end svært ved at klare studierne indenfor den afsatte tid og med at få økonomien til at slå til.
Til glæde for psykologerne, der har fået mere at bestille, fordi flere og flere studerende føler sig tvunget til at søge psykologhjælp.

Troels Riis Larsen, formand for DKU og selv historiestuderende ved Københavns Universitet, mener, at der er tale om et alvorligt problem, der bør og skal løses:
- Først og fremmest skal de studerende sikres en ordentlig uddannelsesstøtte, der er til at leve af, og ordentlige boligforhold. Dertil kommer, at tidsbegrænsningen i retten til at modtage offentligt uddannelsesstøtte, S.U., bør afskaffes, så man kan modtage støtte under hele uddannelsesforløbet.
- De studerende har mindre at leve for, hvorfor de i stigende grad tvinges til erhvervsarbejde ved siden af studierne. Det er en fuldtidsbeskæftigelse at studere, men elendige økonomiske forhold, boligmanglen og øget studiepres betyder, at mange enten dropper helt ud af studierne eller stresser helt ud.

Af de seneste opgørelser fra SU-styrelsen fremgår det, at mere end halvdelen af de studerende på de videregående uddannelser overskrider den berammede studietid på 5 fem år med over 1 år. De får af samme grund alvorlige økonomiske problemer med at færdiggøre deres studier, da de i dag kun kan få uddannelsesstøtte i samlet 5 år plus 1 ekstra år, som følge af de nye studie-klippekort, der er indført. At studietiden for flertallet af de studerende går udover 6 år er bare ærgerligt.

- Studietiden er for mange studerende væsentligt længere end den berammede studietid. Der skal intet til, før studietiden overskrides. En hel del studerende skifter studie undervejs, nogle må tage eksaminer om og for atter andre kan personlige forhold forlænge studietiden, siger DKUs formand.
- De studerendes hverdag er utroligt stresset. Mange er nødt til at tage arbejde ved siden af, for at få økonomien til at hænge sammen, selvom der er tale om fuldtidsstudier, og kan til sidst ikke få økonomien til at hænge sammen. Overskrides studietiden, så SU´en bortfalder, er situationen helt kaotisk. Så må man på det nærmeste arbejde fuldtids, og der er dårlig tid til selve studierne.

Kortere EU-uddannelser - med samme indhold

Når de fleste studerende ikke kan nå at færdiggøre deres studier på 5 år hænger det først og fremmest sammen med EU-harmoniseringen af de danske studier. Uddannelserne i Danmark skal klares på samme tid som bachelor-uddannelserne i de øvrige EU-lande - på 5 år i stedet for 6. Hverken det pensum, der skal læses, antallet af eksamener eller kravene til prøver, specialer mv. er skåret ned i samme omfang.

Man har ønsket at harmonisere de danske uddannelser til EU uden at forringe studieindholdet, og har med et enkelt pennestrøg skåret 1 år af den berammede studietid bort. Som Bodil Due, dekan for Humanistisk fakultet ved Århus Universitet, forklarer det, er der et problem med de skærpede krav, der stilles til de studerende, og mulighederne for at leve op til dem. Der er ikke længere usædvanligt med 5 eksamener liggende oven i hinanden eller med flere store skriftlige opgaver på en gang, så de studerende presses tidsmæssigt og økonomisk til det yderste. Der er ikke tid til andet end at terpe. Er der lidt tid til overs, så skal den bruges på erhvervsarbejde for at få økonomien til at slå til.

Indførelsen af klippekortet, som har betydet en voldsom forringelse af de studerendes økonomiske forhold, gennemførtes med begrundelsen, at der skulle strammes op om studierne. De studerende skulle piskes til at begrave sig i bøgerne og udelukkende koncentrere sig om at få en eksamen på så kort tid som muligt.

Hvor mange, som opgiver studierne, fordi økonomien ikke længere hænger sammen, er der ingen statistik over, men de stærkt stigende problemer med det enorme studiepres sammenholdt med de voldsomme forringelser af de studerendes økonomiske forhold, viser sig på en anden måde.
Studenterrådgivningens seneste statistik viser, at 3053 studerende sidste år henvendte sig for at få hjælp. I 1997 var tallet 2068. En stigning på 50 pct. Konsekvenserne af den førte EU-inspirerede uddannelsespolitik er klar nok. Flere og flere studerende bukker under som følge af det stigende studiepres og økonomiske forringelser af uddannelsesstøtten.

- At de studerende tvinges til at begrave sig i bøgerne for at klare studierne på rekordtid, betyder udover det, at flere og flere bukker under for det øgede økonomiske og studiemæssige pres, desuden, at de færdiguddannede er langt mere umodne end førhen. Det viser erfaringer fra Holland. De får derfor i realiteten en langt ringere menneskelig ballast og dermed en ringere uddannelse med sig. Men der er kun et, der tæller. At skære uddannelsesudgifterne ned til et minimum. På bekostning af de studerende og den uddannelse, de får, fastslår Troels Riis Larsen.

Kommunistisk Politik 19, 2001