Home

Amnesty: Menneskerettighederne truet overalt i verden

I en ny rapport dokumenterer Amnesty International, at menneskerettighederne er truet verden over i efterdønningerne på angrebene den 11. september. Også Danmark nævnes i rapporten.

Chokket over de forfærdelige tab af liv under angrebene på USA den 11. september må ikke bruges til at retfærdiggøre handlinger, der kan føre til yderligere overgreb på menneskerettighederne, advarer Amnesty International i en ny rapport.

Amnesty International dokumenterer i en ny rapport de overgreb, som muslimer og folk med mellemøstlig eller asiatisk oprindelse eller udseende har været udsat for i mindst 10 lande. Rapporten sætter også fokus på de første urovækkende indikationer om at "kampen mod terrorisme" kan bruges opportunistisk til at slå ned på almindelige civile rettigheder.

I Europa og andre steder i verden har regeringer sat en lovgivning øverst på den politiske dagsorden, som truer med at gøre indgreb på de borgerlige rettigheder og muligvis formindske beskyttelsen mod overgreb på menneskerettighederne. Tiltag, som truer med at underminere asylsøgeres rettigheder, debatteres i en række lande.

Mænd og kvinder i alle aldre har været udsat for overgreb og alvorlige overfald på gader, i skoler og arbejdspladser, som reaktion på angrebene i New York og Washington. Deres brøde har udelukkende været deres religiøse eller nationale identitet.

Trods positive opråb om tolerance og beherskelse fra myndighederne har der alene i USA været mere end 540 angreb på arabiske amerikanere og mindst 200 på sikher i de seneste uger. Moskeer og hindu templer er blevet angrebet og vandaliseret i så forskellige lande som Polen, Indien, Storbritannien og Danmark.

I en række lande, herunder Mexico, Brasilien og Paraguay, er muslimer og folk med oprindelse i Mellemøsten blevet fængslet under mistanke for at være tilknyttet "terroristorganisationer". Det frygtes, at de er ofre for vilkårlige fængslinger og dårlig behandling.

Amnesty International frygter ligeledes at mange mennesker i Afghanistan er i stor risiko for at blive udsat for menneskerettighedsovergreb. Især kan de grupper, som ikke tilhører pashta-stammen, som talebanerne gør, være sårbare, da de muligvis vil blive anset som positivt indstillede overfor den Nordlige Alliance.

"Der er ligeledes en fare for at regeringer vil øge repressionen mod deres modstandere, mens verdens opmærksomhed er andre steder", advarer Amnesty.

Israelske sikkerhedsstyrker dræbte over et dusin palæstinensere, herunder en 14-årig pige, i de to dage, der fulgte efter angrebene i USA. Uden at dette gav nogen nævneværdig opmærksomhed i de internationale medier. Den israelske forsvarsminister Benjamin Ben Eliezar sagde i et interview: "Det er en kendsgerning, at vi har dræbt 14 palæstinensere (………..) mens verden har forholdt sig absolut tavs. Det er en katastrofe for Arafat".

Officielle udtalelser i Kina har givet næring til frygten for, at myndighederne kan bruge begivenhederne den 11. september til yderligere at øge den hårde undertrykkelse af muslimske grupper, som er anklaget for at være "separatister", "terrorister" eller "religiøse ekstremister" i Xinjian Uighur autonome region i den nordvestlige del af landet. Tilsvarende er der bekymring for, at Uzbek regeringen vil bruge det aktuelle klima som en mulighed for at slå ned på enhver manifestation fra den islamiske oppositions side.

I lyset af disse foruroligende tendenser opfordrer Amnesty International alle regeringer til at sørge for at landets rettigheder gælder for alle, uanset om der er tale om landets statsborgere eller ej. Der bør sendes en klar besked om at racistisk vold og trusler ikke vil blive tolereret.

Se rapporten her (Engelsk)
The backlash - Human rights at risk throughout the world

Netavisen 5. oktober 2001