Pressemeddelelse angående fakkeloptog mod højredrejningen:
'Varme og solidaritet i en blåfrossen tid'. Det er overskriften på fakkeloptoget d. 12. december kl.17.00 med start på Rådhuspladsen for derefter at gå samlet til Christiansborg Slotsplads, hvor der vil være taler af bl.a. Hardy Hansen (tidl. SID-formand) og Anne Marie Helger (skuespiller).
Claus Pedersen fra Initiativet Stop Højredrejningen udtaler:
"Efter en overstået valgkamp præget af hadske udfald mod flygtninge
og indvandrere, og hvor højrefløjen står stærkere,
end de har gjort i lang tid, er der meget, som tyder på, at egoismen og
de stærkes ret for alvor har sejret. Formålet med denne markering
er at vise, at sejren ikke er helt hjemme endnu."
"VK-regeringens snak om frihed for det enkelte menneske er svært
at tale imod, men desværre gemmer der sig bag den flotte indpakning en
øget frihed for de stærke på bekostning af de svage",
påpeger Claus Pedersen, der samtidig kalder VK-regeringens oplæg
visionsløst.
"Jeg har svært at se det visionære i en politik, der vil bruge
offentlige
penge på privathospitaler i stedet for at udvikle det offentlige, og som
vælger at skære i ulandsbistanden samtidig med, at asylreglerne
strammes og det uanset hvor mange lasershows, de kan fremvise."
Fakkeloptoget er til dels udtryk for en frygt for fremtiden med en
VK-regering ved roret, men ligeså meget et forsøg på at vise
en alternativ tilgangsvinkel:
"Vi vil vise, at vi stadigvæk er mange, der ønsker en hverdag præget af gensidig respekt, forståelse og solidaritet, og at det ikke bliver let for regeringen at gennemføre deres forringelser", siger Claus Pedersen.
I fakkeloptogets lange række af anbefalere står bl.a. Landsforeningen for Socialpædagoger, Demos, Murerarbejdsmændenes Fagforening, Pædagogstuderendes Landssammenslutning og SID Jord og Beton.
Yderligere information:
Initiativet Stop Højredrejningen
Claus Pedersen, tlf. 6118 4567
e-mail: fakkeloptog@hotmail.com
Netavisen 11. december 2001