Artikel Ritzau 08.01.02
Selv på en kold og frysende januaraften bliver de udsalgshungrende københavnere
mindet om, at Danmark er en del af krigen i Afghanistan, og at bomberne fortsat
regner ned over øde egne af det krigshærgede land for at fjerne
de sidste rester af Taliban-regimet.
På Christiansborg Slotsplads, klemt op ad de tykke mure, står fredsvagterne
med bannere og en ensom brændende flamme og udbreder deres fredsommelige
budskab om, at krigen i deres øjne er lig med terror. Og at danskerne
ved ikke at tage afstand fra krigen udgør en del af den styrke, der angriber
Afghanistan, hvor tusindvis af uskyldige er blevet ofre for USA's bombninger.
- Jeg tror selvfølgelig ikke, at verdenspolitikken ændrer sig
på grund af vores aktion, men for mig handler det om at have anstændigheden
i behold. Når præsident Bush siger, at hvis man ikke er med USA,
så er man imod, så må man gøre op med sig selv, hvor
man står. Vi markerer, at vi ikke vil være med i krigen. Den, der
tier, samtykker, forklarer Bo Richardt.
Han er en af initiativtagerne til fredsvagten, som begyndte den 19. oktober
sidste år. For Bo Richardt var det et spørgsmål om, at han
så bomberegn på nethinden, hver gang han lukkede øjnene,
og at han ikke kunne forlige sig med at se passivt til.
I dag består fredsvagten af omkring 100 personer, der på skift
tager tjansen på Slotspladsen hver dag fra klokken syv morgen til ni om
aftenen. Fredsvagterne bliver for det meste mødt med positive tilkendegivelser
fra de forbipasserende, men det sker desværre ofte, at unge mænd
råber alt fra landsforrædere til terrorister efter dem, forklarer
Bo Richardt.
- Det er tegn på en forhærdet og indskrænket tankegang.
Folk er begyndt at opfatte krig og død som almindeligheder. Hvis de blev
konfronteret med det afghanske folks lidelser ansigt til ansigt, så ville
de sikkert selv stå fredsvagt her på pladsen, siger Bo Richardt,
der er pakket ind i flere lag tykke sweatere.
Imens er politikerne inden for Christiansborgs mure i fuld gang med at drøfte
udsendelsen af yderligere et hold danske soldater til den internationale fredsstyrke
i Afghanistan.
I forvejen har Folketinget besluttet at sende en gruppe på omkring 100
elitesoldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset til Afghanistan
sammen med fire F-16 kampfly og et Hercules transportfly. Fortroppen er allerede
nået frem, og dér skal de danske soldater bistå amerikanerne
med at indfange medlemmerne af Al-Queda netværket og i særdeleshed
den hovedmistænkte for terrorangrebet mod USA, Osama bin Laden, og Taliban-lederen
mullah Omar, der begge synes sporløst forsvundet.
Men for Bo Richardt og de øvrige aktivister i fredsvagten er krigen
mod terror dømt til at slå fejl.
- Krigen kan ikke stoppe terroristerne. Folk må indse, at det er en
boomerang. Man drager ud og prøver at slå til mod noget diffust
med en fantastisk slagkraft og bomber mod uskyldige. Det vil skabe endnu mere
had, og terroristerne vil vende tilbage med endnu hårdere kraft. Dette
er bare starten på en global krig. Den er knapt nok begyndt, siger
Bo Richardt.
/ritzau/
Netavisen 9. januar 2001