Mandag den 5. marts kl. 12.00 udløb fristen for at private firmaer kunne
byde på aktiveringen af Odense Kommunes kontanthjælpsmodtagere.
Udliciteringen af bistandsklienterne er en følge af den beslutning, som
Odense Kommunes kultur- og socialudvalg traf d. 14. november sidste år.
Kommunen regner med, at den i løbet af en fireårig periode kan
spare 53 mio. kr. på at lade de private firmaer stå for aktiveringen.
Denne besparelse opnås imidlertid kun, hvis det lykkes at få 500
af kommunens i alt 8500 bistandsklienter i rigtigt arbejde (for hermed bortfalder
kommunens udgifter til kontanthjælp). Og til dette formål spenderer
kommunen 42 mio. kr., der bruges på såvel kursusforløb, som
er skræddersyet til virksomhederne og foregår på disse eller
et kursuscenter, som kontant betaling til de virksomheder, der er så flinke
at aktivere bistandsklienter.
Kommunen tilbyder i sit udbudsmateriale tre aktiveringsformer: virksomhedsaktivering,
opkvalificerende kurser og social aktivering. Og den har desuden gradueret sine
kontanthjælpsmodtagere i fem grupper efter disses udsigter
til at komme i arbejde. For firmaer, der tager en tung bistandsklient,
vanker der en kontant belønning, præciserer kommunen.
Men det med at sikre bistandsklienterne fast arbejde er slet ikke det, som ligger
kommunen på sinde, for den stiller nemlig intet som helst krav til firmaerne
om, at aktiveringen skal resultere i en fast ansættelse.
Firmaerne får ikke blot adgang til gratis, retsløs arbejdskraft
uden sikkerheds- og tillidsrepræsentanter, men de kan tilmed selv komme
og udvælge deres slaver ved såkaldte informationsmøder, som
kommunen mener hermed får karakter af almindelig virksomhedsrekruttering
og ansættelsessamtaler. Men ved disse informationsmøder
er der ingen frivillighed. Bistandsklienten kan ikke sælge sin arbejdskraft,
for han råder simpelthen ikke over den. Vægrer han sig ved at følge
med firmaet, som har udvalgt ham på dette veritable slavemarked, så
smækker slaveholderkommunen pengekassen i. Det er dette, som kommunen
i sit udbudsmateriale kalder at skabe flere og endnu bedre tilbud til
kommunens kontanthjælpsmodtagere!
Det reelle indhold i udliciteringen af aktivering er, at virksomheder i brancher,
der pga. dårlige løn- og arbejdsvilkår har svært ved
at tiltrække og ikke mindst fastholde arbejdskraften, får gratis,
uorganiseret slavearbejdskraft stillet til rådighed af Odense Kommune,
som dermed gør sig skyldig i slavehandel. Virksomhederne kan bruge de
retsløse bistandsklienter til enten at skrue op for produktionen eller
fyre overenskomstansatte medarbejdere og erstatte disse med aktiverede bistandsklienter
(fx ældre med nye, unge friske), alt efter hvad der er flest penge i.
Udliciteringen af aktivering undergraver yderligere de ordinære løn-
og arbejdsvilkår til arbejdsgivernes utvetydige fordel.
Melse
KP5, 2001