3.500 medlemmer i a-kasserne hos SID, KAD, HK og Pædagogisk Medhjælperforbund
(PMF) står til at ryge ud af dagpengesystemet i år. Stramningerne
i arbejdsmarkedsreformen for de arbejdsløse betyder nemlig, at den forhadte
tvangsaktivering ikke fører til optjening af dagpengeret, mens man arbejder.
Ifølge PMF's beregninger er op mod 6.000 medlemmer i samtlige a-kasser
dømt samme skæbne.
Før loven trådte i kraft afviste regeringen og fagtoppen alle røster
om, at det især ville ramme de ufaglærte. Samt at formålet
først og fremmest var at rense ud blandt de dagpengeberettigede arbejdere.
SID skønner, at det vil ramme omkring 1000 SID'ere. "Det er ikke
mange. Men det er trods alt ikke flere, end at vi i et stort forbund som SID
ikke kan være bekendt, hvis vi ikke kan hjælpe dem", udtaler
Morten Kaspersen, leder af SID a-kasse til Fagbladet.
6. april afholder Arbejdsministeriet en konference om aktivering af arbejdsløse.
Netavisen, 27. marts 2001