"Det har aldrig været meningen, at de personer der har indbetalt
penge (til den Sociale Pensionsfond) skulle have dem", sagde finansminister
Pia Gjellerup rent ud i DR1s Nyhedsmagasinet i går aftes.
Den bemærkelsesværdige udtalelse kom under en diskussion med Leif
Larsen, talsmand for Den koordinerende Gruppe og de ti enkeltpersoner, der har
fået bevilget fri proces til en sag mod statsministeren for grundlovsbrud
i forbindelse med tyveriet af de 150 milliarder kr. i Den sociale Pensionsfond.
Den Sociale Pensionsfond blev oprettet i 1970 med det udtrykkelige formål
at yde en tillægspension til folke-, invalide- og enkepensionister. Den
blev lovet udbetalt fra 75, 81 og 85 - men udbetalingerne blev hver gang udskudt.
I stedet begyndte folketinget at overføre de øremærkede
fondsmidler til statens almindelige driftsbudget. I 1998 vedtog man en lov,
der gør det muligt at tappe ikke bare renter, men selve fonden for de
150 milliarder kr., pensionisterne sparede op med deres indbetalinger fra 1971-82
på først 1 pct., siden 2 pct. af den årlige skattepligtige
indkomst.
Den blev i sin tid vedtaget under den radikale Hilmar Baunsgård-regering.
Venstrefløjen i folketinget stemte imod med det argument, at der simpelthen
var tale om en skjult skat. Ekspropriationen af midlerne til fordel for det
almindelige statsbudget siden da har med al tydelighed vist, at netop det var
tilfældet. Politikerne har både begået et eklatant løftebrud
og et milliardtyveri. Den kommende retssag drejer sig om, hvorvidt de skiftende
regeringer har overtrådt grundlovens ekspropriationsparagraf.
Finansminister Gjellerup forsvarede både løftebruddet og nægtede
at indrømme, at der i det hele taget var sket et tyveri - og at fondens
midler var blevet brugt til noget andet end de samme ædle formål,
som lå i intentionerne.
Hun leverede dermed endnu socialdemokratisk regeringsbidrag til den hastigt
voksende politikerlede.
Netavisen 27. april 2001
Læs også Pensions-historien gentager sig
For nyheder og gennemgang af sagen om Den sociale Pensionsfond læs hjemmesiden
'De usynlige'
http://hjem.get2net.dk/usynlig/