Et grotesk eksempel på udnyttelsen af arbejdsløse aktiverede
på det '3. arbejdsmarked': Tre SiDere fra Bornholm blev fyret, men har
nu fået tilbudt deres gamle jobs igen - som aktiverede.
De tre arbejdede på Almegård Kaserne på Bornholm, men blev
for et halvt år siden fyret fra deres stillinger. Nu vil militæret
giv dem deres stillinger tilbage - men som aktiveringstilbud, siger DR Bornholm.
Den groteske sag får faglig sekretær i SiD Finn Pedersen til at
udtale:
- De folk, der har været ansat i 20 eller 30 år i Forsvaret, må
rent ud sagt føle sig pisset på. Det hverken kan eller vil vi acceptere.
Ifølge DR Bornholm mener han, at sagen er 'i strid med ånden i
loven om at få folk i arbejde'. Han vil i den forbindelse kontakte finansminister
Pia Gjellerup. Indtil videre er sagen sat i bero indtil den 20. august, hvor
Forsvarskommandoen skal behandle aktiveringstilbuddet.
Om sagen er i strid med lovens ånd kan diskuteres. Det er imidlertid indiskutabelt at aktiveringsordningerne er en kilde til grov udnyttelse og store profitter for private virksomheder - og at det offentlige lever højt på at bruge aktiverede i stedet for at ansætte folk til normale jobs med normale rettigheder. I realiteten er det eneste usædvanlige ved sagen, at det er præcis de samme jobs, folk tilbydes - og at den grove og groteske karakter af systemet derved træder så tydeligt frem.
Netavisen 9. august 2001