Home

Assens udliciterer al tvangsaktivering af bistandsmodtagere

Udliciteringen af aktiveringen af Assens Kommunes 300 bistandsmodtagere er i fuld gang. Fristen for virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne til at svare på udbudsmaterialet - at komme med deres bud på aktivering - er 3. september, Herefter afgøres det så, hvilke private virksomheder, der overtager tvangsaktiveringen af folk på bistandshjælp.
Dermed er Assens Kommune godt på vej til at blive den første kommune i landet, hvor aktiveringen af bistandsmodtagere foregår stort set fuldt ud i privat regi. Hvor udnyttelsen af bistandsmodtagerne som løntrykkere og billig arbejdskraft på det private arbejdsmarked er sat i system og skræddersyet efter arbejdsgivernes ønsker.
Venstre-kommunen Assens Kommune overhaler altså den socialdemokratiske borgmester i Odense, samt formand for Kommunernes Landsforening, Anker Boye, indenom i det kommunale kapløb om at gå forrest i privatiseringen af tvangsaktiveringen af bistandsmodtagerne. De borgerlige partier vil ikke vige tilbage for Socialdemokratiet i bestræbelserne på at udlicitere bistandsmodtagerne til gavn og glæde for erhvervslivet
I Odense er der godt 8500 bistandsmodtagere, hvoraf 45 pct. er langvarige kontanthjælpsmodtagere. Udliciteringen/privatiseringen af aktiveringen af de odenseanske bistandsmodtagere rammer i første omgang i alt 500 bistandsmodtagere. I Assens derimod er der ingen begrænsninger. Der privatiseres aktiviseringen rub og stub. Assens Kommune håber efter egne udtalelser på at blive "trendsættende" for hele landet.

Netavisen 18. august 2001