Regeringen er i færd med at tage et afgørende skridt på
vejen til indførelsen af lavere sociale ydelser for flygtninge og indvandrere
i Danmark. Et skridt, der skal sikre, at det ikke kun er kontanthjælpen,
der sættes ned, men også en lang række andre sociale ydelser.
Den nye højreregering mener snakken om, at indvandrere og flygtninge
- de såkaldte nye danskere - ikke skal være sikret samme ret til
sociale ydelser og kontanthjælp som befolkningen i øvrigt, mere
end alvorligt.
Et væsentligt skridt på vejen til at indføre de nye, specielt
lave ydelser til de indvandrere og flygtninge, der endnu ikke har fået
tildelt dansk statsborgerskab, skal gennemføres. Her og nu. Det skal
ske ved at fjerne aftaler, som Danmark har indgået med en række
lande. Aftaler, der har sikret indvandrerne fra disse lande retten til at modtage
de samme sociale ydelser som den danske befolkning efter ét års
arbejde i Danmark.
I første omgang er det en aftale med Tyrkiet, som skal elimineres. Aftalen
blev indgået i 1976, hvor importen af tyrkisk (udenlandsk) arbejdskraft
til den danske industri havde stået på gennem flere år, ifølge
regeringen for at sikre den importerede arbejdskraft de samme sociale rettigheder,
der gælder for arbejderklassen i almindelighed, sociale rettigheder, som
ikke burde være nogen selvfølge i dag, hvor der ikke er samme behov
for import af arbejdskraft.
Folk, der kommer til det danske paradis som flygtninge, via familiesammenføring
m.v., og som blot er indvandrere og ikke "inviteret" til landet som
arbejdskraft, bør ikke være sikret ret til bistandshjælp
efter de gældende regler. De må fremover klare sig for væsentligt
mindre.
Aftalen med Tyrkiet blev genforhandlet senest i 1999, men er endnu ikke blevet
ratificeret. Det skal heller aldrig ske, mener regeringen og dens støtteparti
Dansk Folkeparti. Den skal skrottes. Dernæst kommer tilsvarende bilaterale
aftaler med lande såsom Pakistan, Marokko, Makedonien, Slovenien, Kroatien
m.fl. De er alle aftaler, der ødelægger mulighederne for at indføre
de specielt lave ydelser til masser af flygtninge og indvandrere i Danmark.
Netavisen 23. april 2002