Silkeborg kommune baserer sit misbrug af kontanthjælpsmodtagere
på en forventning om, at regeringen vil skærpe muligheden for misbruget
VK-regeringen
har på forkant tilkendegivet støtte.
SiD Silkeborg
er skuffet. I forbindelse med afsløring af de mange kommuner, som systematisk
har sendt kontanthjælpsmodtagere i arbejde uden løn, fremhævede
Christian Juhl, formand for SiD Silkeborg, at et samarbejde kommunen og SiD lokalt
var et brugbart redskab mod misbrug.
Formanden har måttet sande, at kommunen
ikke holdt ord. Silkeborg kommune har nemlig tidligere afgivet løfte om,
at den slags sager ikke ville gentage sig.
Den aktuelle sag handler om,
at seks kontanthjælpsmodtagere er sat til at pleje plænerne for de
bedrestillede golfspillere i lokalområdet - uden overenskomstmæssige
forhold. SiD Silkeborg henholder sig til, at Silkeborg Golf Klub A/S er et privat
foretagende, der må lønne de ansatte efter overenskomsten. Derfor
har SiD Silkeborg sendt en klage til Arbejdsmarkedsrådet for Århus
Amt og Det Sociale Nævn.
- Sagen er klokkeklar, og vi forventer medhold.
Kontanthjælpsmodtagere, der arbejder for private, skal have en overenskomstmæssig
løn. De ledige har udført arbejde, som andre virksomheder skulle
have udført, udtaler Christian Juhl.
Men Silkeborg kommune har
ikke til sinds stiltiende at rette sig efter en afgørelse. Hvis SiD får
medhold, vil kommunen henvende sig til partifællerne på Christiansborg:
-
Loven skal i så fald ændres, så arbejde som det på Silkeborg
Golf Klub lovligt vil kunne blive udført af bistandsmodtagere, og det er
jeg sikker på, der er flertal for. Det vil fremme beskæftigelsen,
tror formanden for Silkeborg kommunes beskæftigelsesudvalg, Benny Jensen.
Her
vil kommunen befinde sig i sikker havn. VK-regeringen har tidligere udmeldt, at
reglerne for brugen af kontanthjælpsmodtagere til private firmaer er for
"stramme".
En række kommuner og virksomheder er de seneste år blevet trukket frem i søgelyset i forbindelse med misbrug af kontanthjælpsmodtagere. Heriblandt er Farum kommune i fokus lige i øjeblikket; da de ikke kan dokumentere lovlige aftaler med private selskaber, som de har ladet ledige udføre arbejde for. Colo Plast og Bon Bon-fabrikkerne er kendt for systematisk at udnytte den billige arbejdskraft.
De mange sager er imidlertid kun toppen af isbjerget, da det kræver en aktiv faglig lokalbevægelse at afsløre misbruget. Mange faglige lokale organisationer opsøger eller ønsker ikke at varetage kontanthjælpsmodtagernes interesser, da de af naturlige årsager ikke er medlem af en fagforening. Endnu mere graverende bliver det, når man kommer op på forbundsniveau eller selveste LO, som ikke har rejst så meget som én politisk sag i forbindelse med misbruget; men stiltiende har affundet sig med såvel misbrug som løntrykkeri.
Netavisen
14. august 2002