Fra 1.januar 2003 gælder der nye og forandrede betingelser for førtidspensionister. Hvorvidt der er grund til at hæve champagneglasset ekstra højt nytårsaften af den grund, er absolut et spørgsmål.
Det mener Ida Bang Andersen, SiD´s socialrådgiver, idet hun peger
på, at satserne bliver forøget, og bestræbelserne på
at fortsætte arbejdslivet bliver større.
Hun har så ganske ret.
Bagtanken med reformen er nemlig at suge de sidste dråber ud af de nedslidte i form af skåne- eller fleksjob. En anden positiv stemt socialrådgiver, Florence Braun, beskriver i medlemsbladet for fabriksarbejdere i Kbh.:
"Er man lammet fra brystet og nedad, hvilket pr. automatik ville have
givet en højeste pension efter de gamle regler, vil denne person fremover
ikke kunne få en førtidspension, fordi han eller hun vil kunne
udføre et stykke arbejde, måske kun et par timer om dagen, såfremt
personen i øvrigt har en positiv ressourceprofil."
Med andre ord bliver det stort set umuligt at opnå ret til førtidspension.
Florence Braun betragter dette som et gode, men udtrykker samtidigt bekymring:
"Vi frygter meget at vores forventninger til loven ikke vil blive opfyldt,
for meningen med loven er, at der skal tilkendes meget færre pensioner".
Samtlige ansøgere til førtidspension skal "afklares med henblik på, om der fortsat er arbejdstimer i personen". Derfor er det offentliges udgifter til de fremtidige førtidspensionister reduceret voldsomt - og det gælder også, selvom satserne er forøget, fordi pensionisten ikke længere kan opnå boligydelse, børnetilskud, personligt tillæg, bistands- eller plejetillæg.
Netavisen 20. december 2002