SF har givet grønt lys til det amerikansk-engelske angreb på
Afghanistan:
- Er der tale om et begrænset militærangreb, som har til formål
at fange bin Laden og ødelægge terrorbaser, og går det ikke
ud over civile, så er angrebet i orden, siger formand Holger K. Nielsen
til Ritzau.
Han har dermed markeret, at der fra SFs side ikke skal ventes nogen modstand
mod USA's krig. Det blev også bekræftet, da et enigt forsvarsudvalg
(indbefattet SF) godkendte afsendelsen af danske tropper til NATO-styrkerne
i Makedonien. Under tysk kommando skal de fortsætte den NATO-operation,
som oprindeligt var en våbenindsamling, der skulle vare 30 dage, men nu
er forvandlet til en langvarig militær tilstedeværelse under kodenavnet
Amber Fox.
Det er et af de danske bidrag til USA's og Englands krig, fordi det frigiver
soldater til kampzonen i Mellemøsten.
Holger K. Nielsen er gammel nok til at vide, at ingen amerikansk krig i nyere
tid ikke har krævet flere civile end militære dødsofre (fra
Vietnam til Irak). Han er også af amerikanerne blevet oplyst om, at formålet
med krigen ikke bare er at 'fange Bin Laden', men at styrte Taleban-regimet
og erstatte det med en amerikansk lydregering. Og at der bliver tale om en langvarig
militær operation, hvor selve Afghanistanskrigen kun er et af målene
i USA's terrorkrig.
Samtlige Holger K. Nielsens 'hvis'er' er blot indpakning af SFs fuldstændige
overgang til forsvar og skønmaling af imperialismen og den amerikanske
supermagt, den største krigsmager, verden endnu har set.
Skandaløs er Enhedslistens holdning: Dette parti kan ikke tage stilling,
men vil vente med sin bedømmelse, meddeler det. Det vil med andre ord
ikke fordømme USA's aggression:
- Informationerne er sparsomme, de er modstridende, og de er fyldt med propaganda
fra alle sider. Man kan imidlertid frygte, at de vestlige magter for øjeblikket
er ved at falde i Osama bin Ladens fælde, som går ud på at
trække Vesten ind i en større konflikt med regimet i Afghanistan,
som kan eskalere til en generel konflikt med den arabiske verden og en konflikt,
der kan komme ud af kontrol. Så vi vil afvente en bedømmelse, før
vi ved mere, siger Enhedslistens udenrigsordfører Søren Søndergård.
Ifølge den kløgtige Enhedslisteordfører er det altså Osama Bin Laden, der har fået USA til at beslutte sig til at ville vælte Taliban-regimet og indlede den gigantiske terrorkrig, som nu er i gang. Længere ud kan man ikke komme i fantastisk spekulation - for at undgå den nødvendige fordømmelse af den amerikanske og engelske imperialisme, der med det zionistiske Israel som makker, og med støtte fra hele NATO og hele EU, fører krig mod det fattigste og mest ødelagte muslimske land i verden.
Han kan ikke se, at det er (stort set) den samme koalition, som er ansvarlig
for 10 års fortsat krig mod Irak med mere end en halv million børns
liv på samvittigheden.
Og den samme koalition, som har nægtet palæstinenserne deres legitime
rettigheder i mere end 50 år. Da FN i 1949 vedtog at dele det palæstinensiske
område besluttedes det at danne en israelsk og en palæstinensisk
stat. Den israelske blev en realitet. Den palæstinensiske er aldrig kommet.
Søndergård og hans parti holder døren åben begge veje i et råddent parlamentariske luskespil.
Se
Søndergårds udtalelser på Enhedslistens hjemmeside
Se også Den ny kamp for fred Kommunistisk
Politik 21, 2001
KP-Netkommentar 8. oktober 2001