Den
23. februar 2000 bragtes i det franske dagblad L'Humanité et sensationelt
interview med titlen "Je ferai entendre ma voix" ("Jeg vil lade
min stemme høre"). Interviewet var med Hamma Hammami (HH), talsmand
for det forbudte Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT), og var blevet
lavet i Tunesien af en af Ben Ali-styrets største legale kritikere, den
tunesiske journalist Taoufik Ben Brik (TBB), der stadig lider under politisk
forfølgelse og på daværende tidspunkt havde direkte forbud
mod at forlade landet. Hammami havde siden den 27. februar 1998 levet under
jorden, og interviewet blev derfor til under særdeles vanskelige betingelser
og i allerdybeste hemmelighed.
Hammami sidder i dag fængslet efter en farcegtig retssag. Både i
Tunesien og internationalt arbejdes der for at få ham løsladt.
Se Tunesien:
Frigiv Hamma Hammami og hans venner
Hamma Hammami
hjemmeside
"Jeg vil lade min stemme høre"
TBB: Hvordan kan man leve under jorden i et land, der er så overvåget?
HH: At leve under jorden er ikke nogen let sag i et land som vores. Tunesien
er forholdsvis lille. Befolkningen er udsat for stærk overvågning
af et allestedsnærværende politiapparat (en politibetjent pr. 80-90
indbyggere) Og de strukturer, som Ben Alis regeringsparti har oprettet i byerne
og på landet, spiller rollen som hjælpeorganer for sikkerhedstjenesten
og "kvarterkomiteerne", der fungerer under indenrigsministeriet og
har til opgave at inddæmme befolkningen i byerne. Det er denne situation,
der gør livet under jorden vanskeligt.
Når du er i fængsel, ved du, at du ikke kan komme ud, for nøglerne
har fængselsbetjenten. Når du lever under jorden, er nøglerne
til dit skjulested i dine egne hænder. Du er på en vis måde
din egen fangevogter.Ydermere lever man under jorden hele tiden med den røde
lampe tændt. Man må konstant være opmærksom på
alt og være i stand til at undgå sikkerhedstjenestens fælder.
Man må være rede til det værste, fordi måske arresteres
man, uden at familien, venner og advokater ved besked.
Jeg kender ligefrem kæmpende mennesker, inkl. partimedlemmer, der foretrækker
fængsel frem for at skulle leve under jorden.
TBB: Var det det bedste valg at gå under jorden? Er det ikke en måde at neutralisere sig selv på?
HH: Når man kæmper i en politistat, hvor enhver form for politisk,
faglig, kulturel eller social aktivitet, der er uafhængig af det statsbærende
parti, er kriminaliseret, bliver livet under jorden til et middel i kampen mod
det vilkårlige, mod regimets ufatteligt store vilje til at sende alle
i fængsel og tvinge et helt folk til tavshed for at udbytte og udplyndre
det. Sikkert er det, at livet under jorden begrænser aktiviteterne for
kampen, men det er meget bedre end at sidde i fængsel.
For gud hvilken gang inden for de sidste 25 år er jeg nu igen tvunget
til at leve under jorden. Jeg er blevet vant til det liv. Jeg læser meget
og reflekterer over de mange problemer, som de demokratiske bevægelser
i Tunesien står over for. Og jeg deltager i udviklingen af partiets politik
på forskellige områder.
Selvfølgelig vil det være noget ganske andet den dag, hvor jeg
falder i hænderne på regimet. Men da vil jeg - som jeg har gjort
tidligere - kæmpe for min løsladelse og for løsladelsen
af alle politiske fanger. Fra bunden af min celle vil jeg lade min stemme høre
imod Ben Alis diktatur.
TBB: Tror du, at din kone og jeres to døtre accepterer det valg, du har gjort?
HH: Selvfølgelig savner min kone, Radhia, og mine børn, Nadia
og Oussayma, mig utroligt meget. Vi er forbundet med hinanden af en stor kærlighedshistorie.
Om aftenen kan jeg ikke lukke øjnene, før jeg har kastet et blik
på deres billeder. Min eneste trøst er de dejlige minder, som jeg
har om de forskellige fælles oplevelser i vores liv mellem perioderne
med enten fængsel eller liv under jorden. Den anden trøst er, at
"mine kvinder" er af et særligt stof; de er i besiddelse af
et eksemplarisk mod, og undertrykkelsen har forstærket vores kærlighed
til hinanden. Radhia og jeg elsker vores børn meget, og vi har altid
drømt om at få mange børn, især piger.
Siden vi blev gift i 1981, har vores liv hele tiden været besværliggjort
af enten eksil, fængsel eller ophold under jorden. Undertrykkelsen frarøver
dig også de elementære menneskelige behov: at kunne leve sammen
med dine børn, forkæle dem og se dem vokse op.
Da jeg forlod Radhia den 27. februar 1998, var hun tæt på at skulle
nedkomme med vores tredje barn. Den dag vendte jeg ikke hjem. Jeg var gået
i byen for at købe ind til aftensmaden, men jeg kom aldrig tilbage. Eftersom
vi har en indædt vilje til at få et barn mere, har vi haft den nødvendige
dristighed til at narre Ben Alis almægtige sikkerhedstjeneste.
Det er sandt, at Radhia har været og hele tiden er overvåget. Det
er også sandt, at jeg konstant eftersøges af sikkerhedstjenesten,
men "når man vil, kan man".
Oversat fra L'Humanité, 23. februar 2000
Netavisen 13. marts 2002
