"Et samfund for alle aldre"

1999 er udvalgt som "ældreår" af de Forenede Nationer, og i den forbindelse opfordrer FN alle lande "til at være opmærksomme på, at aldringen af befolkningerne i det 20. århundrede kræver en grundlæggende ændring i samfundene og samfundenes syn på de ældre".

I Danmark er overskriften for FNs ældreår officielt blevet "et samfund for alle aldre". Det defineres som et samfund, der "tilpasser såvel sine strukturer og virksomhed som sine politikker og planer til alle menneskers behov og evner, således at man udnytter alle ressourcer til gavn for alle.(…)

Ja, det skorter ikke på flotte ord og hensigtserklæringer, når borgerskabets repræsentanter beskriver den ældrepolitik, der skal fremmes i ældreåret. Men der er milevidt fra magtens korridorer og til den virkelighed, som de ældre mærker på deres krop. Med forringelse af hjemmehjælpen og af plejen på plejehjemmene, udhulingen af folkepensionen, fjernelsen af medicintilskud mv.

Under dække af de kønne floskler er de ældres levevilkår sat under voldsom angreb, dikteret fra EU - og udført af de selvsamme politikere, der i ældreårets navn (ifølge deres egne påstande) har iværksat en række initiativer for at fremme "et nyt syn" på de ældre. Deres syn på de ældre har mere karakter af, at der er tale om mennesker, der er kasseret af det kapitalistiske samfund, og som der derfor skal bruges færrest mulige midler på.

Det hedder sig, i erklæringen fra det danske sekretariat for det internationale ældreår, at ældreåret i Danmark skal bruges til fremme en udvikling, hvor ældre mennesker respekteres for den indsats, de har udført og udfører for samfundet, for deres viden og erfaring. Der skal ifølge planerne i efterårets løb gennemføres aktiviteter, der bevidstgør den øvrige del af befolkningen om de ældres deltagelse i samfundsdebatten, i det frivillige socialt arbejde og støtte indenfor familierne.

Samtidig med, at de kommunale budgetter vedtages med nye forringelser af ældreplejen som et led i nye sociale nedskæringer! En nedskæringspolitik, som det officielle ældreår ikke forholder sig til - på trods af, at der i højeste grad ville være tale om at gøre opmærksom på de ældres sociale behov.

Hjemmehjælpen er blevet kraftigt forringet. Med kortere tid til de ældre, færre arbejdsopgaver, der bliver løst, længere tid mellem de enkelte besøg, og hjemmehjælpere, der er ved at være slidt ned til sokkeholderne af det stigende arbejdspres som følge af ringere normeringer.

Indførelsen af selvstyre indenfor hjemmehjælp- og hjemmepleje medførte nye nedskæringer. Nu fik man blot udleveret en pose penge fra kommunen, hvormed man skulle løse opgaverne med at passe de ældre. En pose, hvis indhold år for år er blevet mere mager. Hvor der skulle skæres ned, det blev op til de ansatte hjemmehjælpere selv at bestemme.

Det gik ud over vikardækningen, og ikke mindst i ferieperioderne har manglen på hjemmehjælpere bevirket, at antallet af hjemmehjælpsbesøg er blevet stærkt begrænset. Der går ugevis mellem hjælp til rengøring og bad.

Også plejehjemsbeboerne har mærket forringelser af deres forhold, idet plejehjemspersonalet også er blevet normeret ned. Mens det er blevet sværere at få plejehjemsplads, efter den officielle politik på ældreområdet kom til at lyde "længst muligt i eget hjem". En politik, der medførte en omfattende nedskæring af hjemmehjælpspladserne, mens hjemmehjælpen aldrig blev udvidet i samme omfang. Parolen "Længst mulig i eget hjem" var et dække over nye forringelser…

Senest er der sket en klar skærpelse af, hvem der overhovedet tildeles hjemmehjælp. Visiteringen af hjemmehjælp er blevet så skrap, at kun den nødtørftigeste hjemmehjælp bevilges, men alligevel må de ældre højtidelig skrive under på, at de accepterer kommunens tilbud, så det ser ud som om, at der er indgået en aftale mellem "lige parter". En kontrakt, der "forpligter" kommunen til at yde en form for hjemmehjælp.

I dag hedder løsenet privatisering af hjemmehjælp og plejeopgaver. Både ved at lade private firmaer som det berygtede multinationale selskab ISS overtage hele hjemmehjælpen eller ved at lade dele af hjemmehjælpsopgaverne blive tilkøbsopgaver. Så velstående ældre kan købe til ekstra pleje.

Den første pensionskasse i Danmark, der sælger plejeforsikringer, har set dagens lys. En udvikling, der ifølge EU-kommisionen bør støttes.

Midt under ældreåret slår EU nu fast, at privatiseringen af hjemmehjælpen skal fremmes yderligere. Målet er, at alle ældre i EU, også danske ældre, skal kunne 'vælge frit' mellem privat, kommerciel og offentlig pleje.

Der skal gøres op med de forældede sociale systemer, fastslår EU i skrivelsen. Hvordan det lige skal foregå konkret, kommer EU ikke nærmere ind på. Der er ikke valgt en bestemt løsningsmodel, fordi forskellene i de enkelte lande på det sociale område er for store. Der er dog en rød tråd. Flertallet af ældre, der ikke kan klare sig selv, skal ifølge kommissionen passes af hjemmegående kvinder - ikke af offentlige hjemmehjælpere.

Hjemmehjælpsopgaverne skal i vidt omfang klares ved frivilligt arbejde og organiseres på en måde, så de ældre får mulighed for at vælges mellem de private forsikringer, frivilligt socialt arbejde og en skrabet offentlig hjemmehjælp, jævnfør en række danske kommuners kraftige bestræbelser på at få de frivillige organisationer som Røde Kors´s besøgsvenner og Ældresagens ditto til at påtage sig en række hjemmehjælpsopgaver.

Den danske, solidariske hjemmehjælpsordning, hvor alle ældre principielt er blevet sikret mulighed for hjemmehjælp, skal udryddes og afløses af ordninger, hvorefter man selv skal betale for hjælpen. Hvor man i dag betaler til hjemmehjælp via skatten, skal man fremover til at tegne en forsikring for at kunne modtage hjælpen.

Som kommissionen udtrykker det i sin skrivelse: folk, der har behov for langtidspleje, skal udstyres med muligheden for og den nødvendige købekraft til af vælge mellem forskellige udbydere af pleje- og omsorgsydelser.

Som det danske borgerskab har EU-borgerskabet intet til overs de for ældre. Internationalt ældreår eller ej, så er der intet godt at vente fra den kant.

Mange danske kommuner, socialdemokratiske som Venstre-kommuner, er på forkant med kravene fra EU. Privatiseringen af hjemmehjælpen er allerede i fuld gang. Det sker samtidig med indføring af brugerbetaling.

Senest er Københavns Kommune gået til kamp for at udvide mulighederne for brugerbetaling. Man vil have det gjort lovligt for kommunerne at indføre et nyt begreb indenfor hjemmehjælpsområdet: -tilkøbsydelser. Hjemmehjælpsydelser, som de ældre i virkeligheden har behov for, men som lægges ud som tilbud om ekstra hjælp mod betaling.

På et møde i Københavns borgerrepræsentantskab er det besluttet at henvende sig til socialminister Karen Jespersen for at få loven ændret. Sker det, vil de socialdemokratiske byrådsmedlemmer og de borgerlige støtter på Københavns Rådhus sørge for at udnytte situationen til at udbyde den såkaldte ekstrahjælp mod kontant afregning.

Den faglige sekretær for hjemmehjælperne, Ann Wæhrens, fra FOA Social- og Sundhedsafdeling i København, vender sig mod kommunens planer. Hun tror ikke på påstanden om, at "tilkøbsydelser" kan sikre bedre forhold for de ældre i København.

I dag er forholdene i København på hjemmehjælpsområdet så skrabede, at mange allerede må købe sig til ekstra hjælp eller er afhængige af familie og venner for at opretholde en rimelig hjælp. Det vil ikke blive bedre af, at kommunen tilbyder ekstra hjælp mod betaling. Der vil blive tale om ydelser, som før var gratis. De mange ældre, der ikke har råd til at betale for den ekstra hjælp, vil blive stillet endnu ringere, og i forvejen ligger niveauet i København helt i bund.

Udover indførsel af brugerbetaling har Københavns Kommune besluttet at indføre 'frit valg' mellem offentlig og privat hjemmehjælp. Privatiseringen af hjemmehjælpsområdet har fået en demokratisk betegnelse: "kundevalgsordning".

Det er imidlertid stadig sådan, at de ældre visiteres til et bestemt antal hjemmehjælpstimer, som skal anvendes på bestemte opgaver, som kommunens hjemmehjælpere eller et privat firma (såsom ISS) så kan udføre. Omkostningerne betaler kommunen. Der bliver ikke tale om, at de ældre frit kan vælge de opgaver, de vil have løst af hjemmehjælperen, med mindre de køber sig til ekstra hjælp.

"Kundevalgsordningen" blev vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation lige før sommerferien, og for stemte Socialdemokratiet, de øvrige borgerlige partier, en enkelt SF´er samt Fælles Kurs. En enkelt socialdemokrat undlod at stemme. Enhedslisten, Solidarisk Alternativ samt de resterende SF´ere stemte imod.

Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen er blandt de varmeste tilhængere af privatisering i partiet. Han var med i den "firbande" af fremtrædende socialdemokrater, som presser hårdt på for at partiet til åbent at gå ind for privatisering/udlicitering af hjemmehjælp. De øvrige medlemmer af firbanden er forbundformanden for FOA, Forbundet af Offentlige Ansatte, Poul Winkler, LO´s næstformand Tine Brøndum og ikke mindst projektchefen i ISS Seniorservice, Jens Christiansen.

Han føler sig ikke tynget af, at Socialdemokratiet på sin temakongres i september 1998 ikke vedtog det oplæg til fuld privatisering, som firbanden fremlagde på kongressen, men sagde nej på områder som omsorg og pleje. Som følge af modstanden mod den uhæmmede privatisering blandt de menige socialdemokrater.

En anden af de socialdemokratiske fortaler for privatisering indenfor ældreområdet er borgmesteren i Odense, Anker Boye, der også er formand for Kommunernes Landsforening. Odense Kommune er ligeledes i gang med at indføre en kundevalgsordning, hvorefter private firmaer kan tilbyde praktisk hjemmehjælp til byens ældre.

Nedbrydningen af den solidariske hjemmehjælpsordning, der trods manglende udbygning har sikret alle ældre et vist gratis niveau af hjemmehjælp følges af undergravningen af den solidariske danske pensionsordning. En ordning, der hidtil har sikret alle danskere en pension, der var til at leve af - omend den ikke var til at råbe hurra for.

Det vil for fremtidens ældre se helt anderledes ud. Folkepensionen udhules år for år og er stærkt på vej til at blive udskiftet med private forsikringsordninger. I dag er det ikke længere velstående folk, der tegner private forsikringsordninger. Det er også tilfældet for arbejderklassen, der har fået de nye arbejdsmarkedspensionsordninger trukket ned over hovedet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

Det betyder, at pensionens størrelse fremover vil afhænge af din sociale stilling eller din tilknytning til arbejdsmarkedet. Om du tilhører overklassen, den velstående del af befolkningen, og dermed har gode muligheder for at tegne en pensionsordning, der sikrer dig en høj pension, når du bliver ældre, eller om du som almindelig arbejder har arbejdet det meste af din erhvervsaktive alder og fået sparet op til din pension via indbetalingen til arbejdsmarkedspensionen.

I samme omfang som de nye arbejdsmarkedspensionsordninger udbygges, vil folkepensionen blive udhulet yderligere, og er du langtidsledig eller på anden måde blandt de udstødte i samfundet, så er der kun resterne af den danske folkepensionen tilbage, når du bliver ældre. Så må du overleve på de private hjælpeorganisationers nåde, hvis ikke familien kan hjælpe dig.

Først i sidste række tilbyder staten en discounthjælp, der måske endnu bærer navnet folkepension.

Fremtiden tegner alt andet end lys for arbejdernes og pensionisternes Danmark, yngre som ældre, og det kan og vil et ældreår ikke rette op på.