'Den chilenske vej til socialismen':

Reformisme - porten til fascisme

Nogle faktorer til forklaring af nederlaget 11. september 1973 - og til at gå frem mod sejren

Af Chiles Kommunistiske Parti/Proletarisk Aktion (PC-AP)

På tærskelen til 25-årsdagen for det fascistiske militærkup d. 11. september 1973 giver alle klasser og sociale lag gennem deres organisationer - fra de borgerlige væbnede styrker til de politiske partier (inklusive vort, PC-AP) og trossamfund - udtryk for deres vurderinger, drager deres konklusioner og udstikker vejen frem i overensstemmelse med deres egne klasseinteresser.

Student mod militæret
11. september 1973

Det fascistiske militærkup, som fandt sted i Chile i 1973, var ikke blot endnu ét i rækken af utallige militærkup i Latinamerika og verden. Det har en særlig betydning, ikke kun i kraft af dets enorme brutalitet, men også på grund af den lange varighed af det fascistiske regimente og den karakteristiske genoprettelse af kapitalistisk undertrykkelse og udbytning i Chile, efter krav fra yankee-imperialismen og dens lokale allierede. For os - og det er målet med dette skrift - giver kuppet arbejderne og den folkelige bevægelse mange klare lærdomme om sammenhængen mellem de ideer, der leder deres praksis, og resultatet af deres kamp.

Vi ønsker ikke, på grund af det lave niveau i den eksisterende ideologiske debat, at blive misforstået eller forvirre nogen omkring den oprigtigt proletariske og revolutionære karakter af vores analyse. Som det er blevet bevist gennem vores utrættelige praksis, vil vi først udtrykke en velfortjent hyldest til alle fascismens ofre, til alle, som faldt i forsvaret eller i opbygningen af deres fagforeninger, folkelige organisationer, på barrikaderne i kvartererne, i væbnet konfrontation, til alle dem, som resolut bekæmpede såvel selve kuppet som det fascistiske diktatur. Mens vi hædrer dem, kan vi ikke, uanset hvor svært det vil falde nogle at acceptere den kommunistiske sandhed, undlade bredt at udtrykke vores marxistisk-leninistiske mening om den vigtigste, dvs. den indre, faktor (den folkelige bevægelse), som ledte arbejderklassen og folket til nederlaget, til massakren, til ideologisk, politisk og materielt ubevæbnet at konfrontere de reaktionære. Vi gør dette for at gøre op med revisionismens opportunisme, som for at undgå sit forbryderiske ansvar kun fokuserer på den ydre faktor - på imperialismens, den lokale kapitalismes, på ITTs (International Telephone & Telegraph, red.) reaktionære adfærd, på Pinochets "ondskab og forræderi" osv. Man kunne ikke forvente, på grund af disses reaktionære natur, at de ville handle anderledes.

Den ideologiske og politiske forvirring omkring UP (Folkeenheden), Salvador Allende og alle, der betragtede sig som "fortrop" eller i det mindste "venstreorienteret", er ikke blevet mindre. Tværtimod er den stigende og har nået et sådant niveau, at de, der står for "Allende og UP's vej", betragtes som "ultra-venstre". Desuden prøver unge, der i den senere tid har sluttet sig til den sociale kamp, i deres søgen efter at afsløre al forræderiet og opportunismen at finde et revolutionært alternativ i Salvador Allendes ærefulde og modige holdning i de sidste øjeblikke af hans liv, hvor han i La Moneda (regeringsbygningen) med et maskingevær kæmpede mod de angribende fascistiske horder. De fremfører parolen: "Han overgav sig ikke, han kæmpede med et gevær!". Hvad, der er vigtigt her, er, at de unge udtrykker deres ønske om revolutionær forandring. Forvirringen udnyttes snedigt af opportunismen til at aflede kampen og igen føre arbejderne og den folkelige bevægelse ad nederlagets vej. Det er hovedsageligt revisionismen og dens socialdemokratiske allierede, som står i spidsen for dette.

Der er ingen tvivl om, at masserne, med hensyn til borgerlig-demokratiske friheder og mulighed for at udtrykke ønsket om revolutionær forandring, aldrig i Chile, og måske endda i hele Latinamerika, har haft bedre forhold end under eksperimentet med UP. Dette oplevede ikke blot folket, men også reaktionen og imperialismen, som reagerede i forhold til dette.

Massernes glød spillede en vigtig rolle i hele Allende-regeringens periode. Masserne mobiliserede sig ikke kun mod imperialisme og reaktion, mod sabotage af produktionen og mod det sorte marked, som revisionisterne påstår, men også for at kunne erobre magten - på trods af UP's politik og handlinger. Et bevis på dette var, at CUT (Chiles LO), som ledtes af PC (Chiles Kommunistiske Parti) og PS (Chiles Socialistparti), blev overtaget af industribælterne. Disse organisationer havde, selvom de på grund af den negative indflydelse fra visse opportunistiske, småborgerlige ideer stadig udviste nogen forvirring i deres krav og mål, sammen med kommunekommandoerne og andre folkelige organisationer den store fortjeneste at pege på hele klassekampens fundamentale problem - erobringen af den politiske magt. Dette sidste var præcis dét, som udløste det fascistiske kup: imperialismen og borgerskabet kunne ikke tillade arbejderne og de øvrige masser, som var i færd med at overtage jorden og industrien, opretholdt produktiviteten, styrede distributionen osv., i praksis at gøre det klart for kapitalisterne, at der ikke længere var brug for dem.

Som vi skal se senere, var UP resultatet af det langvarige arbejde, som reformismen og revisionismen udførte, et arbejde, der fik stærk international støtte fra den revisionistiske politik, som efter kammerat J.V. Stalins død og det hrustjovitiske kup førtes af Sovjetunionen. Vi må understrege den rolle, som erfaringen med UP spillede dengang og i dag spiller i den ideologiske og politiske diskussion, der udvikledes og fortsat udvikler sig mellem marxisme-leninisme og revisionisme, i vort land og internationalt.

Det er vigtigt at huske, at på den tid skabte eksperimentet med UP mange illusioner i forskellige lande, særligt i den såkaldte "tredje verden", hvor folkene kæmpede og stadig kæmper for at afkaste sig imperialismens åg, opnå fremskridt og social retfærdighed. Hvorom alting er, så præsenteredes UP af den internationale revisionisme som bekræftelsen af tesen om "fredelig overgang" eller "fredelig vej" til socialismen, der på skændslens kongres, SUKP's (Sovjetunionens Kommunistiske Parti) 20. kongres, knæsattes i modstrid med den marxistisk-leninistiske lære om erobringen af den politiske magt, som forsvaredes i Lenins og Stalins tid.

Opportunismens "fredelige vej" var en parole og permanent praksis, rettet mod arbejderbevægelsen og de folkelige masser, en parole, der benægtede den revolutionære sandhed, at når klassekampens højere stadium nås og spørgsmålet om den politiske magt kommer i forgrunden, så er væbnet konfrontation uundgåelig. Dette var især rigtigt i Brezhnevs tid, hvor den interimperialistiske konfrontation mellem USA og den revisionistiske ledelse i Sovjetunionen var tilspidset. Men alligevel - og her ses revisionismens bevidste forræderi - da det blev klart, at en materiel (væbnet) kraft var nødvendig for at undgå den "reaktionære opstand", så snakkede revisionisterne om såkaldte "patriotiske officerer", om "at bevare de væbnede styrkers forfatningsmæssige karakter" og "integrere dem i forandringen".

De populariserede demobiliserende og opgivende paroler som "kære soldat, folket er med dig", "militæret er folket i uniform" eller som Luis Corvalán sagde: "Man kan sige, at det chilenske folk og landets væbnede styrker resolut skal rejse sig til forsvar for deres fædrelands suverænitet." (International Journal, december 1970).

Som konsekvens af denne opfattelse vedtog hele parlamentet under Allende-regeringen, med undtagelse af senator Raúl Silva Ulloa, "Lov om kontrol af våben", som gav borgerskabets militær ret til uhindret adgang et hvilket som helst sted, der var under mistanke for at huse våben. Dette var fascisterne en stor hjælp i forberedelsen af 1973-kuppet; måneder og dage før kuppet anvendte borgerskabets militær loven, som hele UP sammen med DC (Det Kristelig-Demokratiske Parti) og fascistiske mumier havde stemt igennem, til at bryde ind i fabrikker, intimidere arbejdere og konfiskere gamle haglgeværer og pistoler. Herved havde militæret svækket arbejdernes muligheder for at imødegå den massakre, som var under forberedelse. Revisionismens "militære" politik opnåede, når man ser bort fra at aflevere det ubevæbnede folk til dets fjender, nogle magre resultater i form af arrestationen og torturen af hærgeneral Carlos Prats, flyvegeneral Bachelett, nogle officerer fra militærpolitiet samt en håndfuld folk fra flåden, som militæret gennemførte få dage før selve kuppet. I denne forbindelse er det vigtigt at fremhæve, at det "ekstreme venstre" i mange år er blevet beskyldt for kuppet.

Da revisionisterne antog deres forvirrede "politik for folkeligt oprør", der aldrig fremsatte andet mål end "tilbagevenden til demokratiet", som eksisterede før kuppet, organiserede de med stærkt specialiseret udstyr "væbnet kamp" mod Pinochet, men endnu en gang uden masserne. Og de afviste og opgav, sammen med andre grupper af den borgerlige opposition til Pinochet, denne kamp på det mest afgørende tidspunkt.

UP organiserede småborgerlig tænkning, ikke kun revisionisme med lånte fraser fra marxismen-leninismen, men repræsenterede også i kraft af PS, hvis leder var Salvador Allende, og PR (Det Radikale Parti) socialdemokratisme med større eller mindre grad af radikalitet. Mange af UP's ledere, herunder Allende, indrømmede, at de organisatorisk og filosofisk tilhørte frimurerne. Et andet element, som bidrog til den fuldstændige ideologiske og organisatoriske forvirring i UP-ledelsen, var den "progressive" kristne tænkning, som repræsenteredes af udbrydere fra DC, af MAPU (Bevægelsen for Folkelig Aktionsenhed) og IC (Kristent Venstre), som alle på grund af deres oprindelse og småborgerlige ideologi vaklede mellem "højre" og "venstre". Disse organisationer spillede under alle omstændigheder ikke en afgørende rolle i UP, bl.a. fordi de var hybrider af forskellige politiske retninger, hvilket hindrede dem i at udvikle en retning, der var forskellig fra PS/PC-aksens.

For at opnå en bedre forståelse af UP mener vi, det er meget vigtigt at skildre dens ideologiske og politiske strømninger, eller i det mindste hovedstrømningerne, PS og PC.

Chiles Socialistparti (PS)

Måske ville det række at definere dem med den folkelige betegnelse "karrieremagere" (falske socialister), eftersom hovedparten, bortset fra sjældne og bemærkelsesværdige undtagelser, almindeligvis altid har brugt deres medlemskab til personligt at gå et trin op ad den sociale rangstige, til at få adgang til den borgerlige, kapitalistiske stats bureaukrati og opnå deres andel af udbytningen af arbejderne og overdragelsen af de nationale ressourcer. Altid, på den ene eller anden måde, gennem ministerier, aftaler eller hvad som helst, har PS deltaget åbent eller skjult i stort set alle regeringer, der har regeret Chile. Undtagelsen og ikke mindst den forfølgelse, som det var udsat for under det fascistiske militærdiktatur, må forstås inden for rammerne af en international situation, hvor der foregår en interimperialistisk kamp mellem to imperialistiske supermagter - yankee-imperialismen og den sovjetiske socialimperialisme. I den sammenhæng var PS og dets alliance med PC placeret under Sovjet-revisionismens paraply og derfor et af de mål, som yankee-imperialismen ophidsede reaktionen og de borgerlige væbnede styrker imod. Et andet mål, og hovedmålet, var, som vi alle ved, at hindre, at arbejderklassen i spidsen for folket rykkede frem mod erobringen af den politiske magt, hvilket ville have ført til imperialismens uddrivelse fra Chile og begyndelsen på opbygningen af et nyt land med folkedemokrati og socialisme.

Lederne i PS, gårsdagens ministre, ambassadører, parlamentsmedlemmer, toppen af fag- og studenterbevægelsen i UP-perioden, er i dag nyliberalismens fortalere og forsvarere af den institutionelle orden, som arvedes fra diktaturet. PS's medlemmer i parlamentet nyder stole, banketter og privilegier med de fascistiske medlemmer, med senatorer på livstid, med Pinochet selv. Dets ministre, som Ricardo Lagos, modtages med æresbevisninger af repræsentanter for yankee-imperialismen. De lokale storkapitalister udtrykker offentligt deres billigelse, selv "hvis en af dem en dag blev Republikkens præsident".

PS's ledere er blevet sat i spidsen for den reaktionære chilenske stats beskidte arbejde. "Socialisten", Marcelo Schilling, medlem af centralkomiteen, var ophavsmand til forsoningsregeringens uhyggelige "undersøgelsesministerium", som ikke har haft udslettelse af den fascistiske arv som mål, men tværtimod infiltration, provokation og ødelæggelse af folkets revolutionære organisationer, ja endog mord på deres medlemmer. Gendarmeriet i Chile er beskæftiget med at holde dusinvis af forkæmpere for social retfærdighed indespærret i "højsikkerhedsfængsler" og dér såvel psykisk som fysisk tilintetgøre dem, mens det på et fem-stjernet hotel er vært for militærets fascistiske kriminelle. Dette gendarmeri ledtes og ledes i dag af PS's topledere.

PS blev født ideologisk, politisk og organisatorisk som en klar socialdemokratisk, opportunistisk, antikommunistisk skabning, hvilket det aldrig var i stand til at overvinde. De venstre-positioner, som det på nogle tidspunkter har haft, var resultat af dets eksklusion fra den siddende, borgerlige regering eller taktiske overvejelser i magtkampen med andre borgerlige kræfter, fx revisionisterne.

Et andet karakteristisk træk ved PS er dets husly til forskellige opportunistiske strømninger og personer, som kalder sig "venstreorienterede", og som har angrebet eller angriber marxismen-leninismen. Trotskister, titoister med deres antikommunistiske foster om selvforvaltning og falske skrivebordsguerillaer har alle dér fundet et husly, eller rettere, et skjulested. I disse år med "forsoning" har et stort antal tidligere medlemmer af MIR (Bevægelsen for Det Revolutionære Venstre), FPMR (Fædrelandsfronten "Manuel Rodríguez") og PC tilsluttet sig. De, som trætte af at kæmpe har forenet sig med fascistisk militarisme i administrationen af den borgerlige stat og opnår del i udbytningen af arbejderne, fører en hadsk kamp mod alle, som ikke er gået med ud i forræderiets sump.

Socialdemokraterne i PS har altid haft deres brødre i PC's ledelse, disse utrættelige rejsende i ideologisk og organisatorisk enhed.
Før dannelsen af UP gentog førstesekretæren for PC, Luis Corvalán, igen og igen, at "vi vil fortsat insistere på, at dét, som forener socialister og kommunister, er meget stærkere end hvad, der skiller dem".

I dag, 25 år efter kuppet, fastholder PC's ledelse stadig sine bestræbelser på "enhed" med PS. Og apropos dette udtrykte Jorge Insunza i et længere interview i El Siglo (PC's avis, red.) sin beklagelse over, at PC's forslag til PS om en fælles hyldest til Salvador Allende var blevet afvist og tilstod derpå med en bitterhed, der var to elskende værdig: "Helt ærligt, så nåede vi ikke den succes, vi havde håbet. I denne uge, efter mere end to måneder, modtog vi svaret fra PS's ledelse, at partiet ikke vil opfylde det løfte, det gav os vedrørende dannelsen af en bred national komité, hvori det selv ville deltage." (El Siglo, nr. 890, 6. august 1998).

Chiles Kommunistiske Parti (PC)

Af mange forskellige ideologiske og politiske årsager, både nationale og internationale, var det revisionistiske PC hovedkraften i udviklingen af den teori og praksis, som ledte til eksperimentet med UP. Dette kan ikke forstås uden en forståelse af det store arbejde, som lederne i det revisionistiske PC lavede på dette felt.

Kun ved at se på PC's udvikling - en udvikling, som ikke kan sammenlignes med PS's, med dets karnevalsagtige eksistens - kan man få et næsten fuldstændigt billede af den ideologiske og politiske støtte, som gjorde UP-regeringen mulig og førte arbejderne og folket i armene på den fascistiske massakre.

Støtten til den såkaldte "chilenske vej til socialismen" blev udviklet i modstrid med alle arbejderklassens historiske erfaringer og dens revolutionære teori, marxismen-leninismen.

Marx', Engels', Lenins og Stalins lære om den revolutionære kamp, magten, staten, arbejderklassens ledende rolle, partiets proletariske karakter osv. var aldrig til stede. Derfor var UP's tragedie og nederlag, som arbejderklassen og folket måtte betale for, ikke marxismen-leninismens tragedie og nederlag, men, ligesom i det tidligere revisionistiske Sovjetunionen og i de østeuropæiske lande, socialdemokratismen og revisionismens. Så når Gladys Marín, førstesekretær for det revisionistiske PC og evig præsidentkandidat, taler om en genoptagelse af "UP og Allendes vej", er det ikke længere en tragedie, men en farce.

I mange år har PC's revisionistiske ledelse idealiseret det parlamentariske arbejdes muligheder og herigennem antaget en "parlamentarisk kretinisme", som Lenin ofte advarede kommunisterne imod. I mange år har den dækket borgerskabets diktatur med det hellige borgerlige "demokrati"s maske, og den løb an på "den store tradition for lov og demokrati", som de borgerlige væbnede styrker og andre statsinstitutioner angiveligt skulle have. Alle revisionismens argumenter var og er baseret på subjektiv idealisme, på opportunisme - og ikke på marxisme-leninisme. Lad os, til en begyndelse, se på revisionismens historiske manifestationer.

Med den meget brugte parole "alle partier og grupper uden undtagelse" lykkedes det i midten af 40'erne det revisionistiske PC at sidde i Gabriel González Videlas regering. Videla, som var blevet valgt med PC's stemmer, smed det senere ud og forbød det. Ikke desto mindre var alt dette intet problem for PC's opportunistiske ledere, der fra starten ikke forstod, hvad der foregik, og endda tilbød deres "konstruktive støtte til regeringen".

Fra udlandet importerede PC "villigt" eller "modstræbende" browderismens negative indflydelse. Browder (Earl, red.) var på det tidspunkt førstesekretær i USA's Kommunistiske Parti, som støttede den opportunistiske strømning, der prædikede klasseforsoning og reduktion af partiets ledende rolle til en art kulturel organisation. Denne påvirkning udefra virkede sammen med en stærk negativ strømning i PC's ledelse, som fik sit udtryk i opfattelsen af, at de antifascistiske enhedsfronter (nødvendigt at bekæmpe fascismen i verdensskala) udelukkende skulle være legale og pacifistiske. PC's ledere underordnede rent faktisk proletariatet andre kræfter, under det såkaldte "progressive borgerskab", og fornægtede herved proletariatets nødvendige og uerstattelige ledende rolle i denne front. Denne "udenlandske" indflydelse forstærkede yderligere den opportunistiske pacifisme, som allerede havde konsolideret sig i PC's ledelse.

Sovjetunionens indflydelse på kammerat J.V. Stalins tid, hans proletariske internationalisme, og håndhævelsen af Videlas antikommunistiske lov, kendt som "Loven til forsvar for demokratiet" eller hos folket som "den fordømte lov", førte til, at en gruppe i det revisionistiske PC's ledelse antog en mere radikal holdning, hvilket konkret udtryktes i "Program for national redning". Men snart var denne gruppe besejret og dens tilhængere ekskluderet.

PC indtog nu en ny klasseforsoningslinje, som fremsattes i et opportunistisk dokument, "Nødplanen", der var i total modstrid med det tidligere.
PC's revisionistiske ledere var Ibáñez (Carlos, præsident (1952-58), red.) en stor støtte, da de fremsatte deres forslag om "at bidrage afgørende til, at Hr. Ibáñez' regering, til landets bedste, opnår succes med sit arbejde". Senere tilføjede de: "Vores ufravigelige regel er at sikre, at arbejdskonflikter med alle midler løses fredeligt. Vi støtter kun strejke, en i arbejdsloven nedfældet ret, når alle andre midler ikke virker." (Dokument fra PC's ledelse i Ibáñez-regeringens første år). Hermed havde de genbekræftet deres funktion som klassekampens brandslukkere.

Den opportunistiske politik, som PC's revisionistiske ledelse førte, fik international opbakning fra N. Hrustjovs revisionister, som PC's ledere blindt fulgte.

Det er endvidere, udover de revisionistiske lederes tåbelige forsøg på at vise sig som "uafhængige" og "originale", frugtbart at erindre sig Volodia Teitelboim, Hr. T.
Han prøvede i manisk grad at være mere katolsk end Paven og fortalte enhver, som gad høre, den borgerlige presse, at PC var for perestroika, før Gorbatjov lancerede sin. Denne var ikke nogen "tilbagevenden til leninismen", som trotskister og revisionister påstod.
PC's nedrige linje er i dag rettet ind på at bruge "eksperimentet med UP" til at angribe og tilsvine den proletariske socialisme, som blev opbygget i Lenin og Stalins tid, i perioden med proletariatets diktatur. Se, hvordan Jorge Insunza angriber socialismen: "På mange områder betød Allendes program et fuldstændigt brud med den model (...) at genoptage eksperimentet med UP og dens regering er at vise folket, at vi ikke bøjer os for modeller, som reelt var i modstrid med det, vi ønskede at virkeliggøre." (El Siglo, nr. 890, 6. august 1998).

Det er helt rigtigt, at UP ikke havde noget som helst at gøre med den proletariske socialisme, som får opportunister til at føle så stort et ubehag. Men Hr. Insunza, lad os minde Dem om, at under Hrustjovs revisionisme nøs ledelsen af Deres parti hér i Chile, når jeres "ældre bror" i Moskva blev forkølet.

Den lokale revisionismes halehæng til Sovjet-revisionismen fandt sit højeste og mest groteske udtryk i den hastige indkaldelse af PC's 10. kongres, knap 2 måneder efter SUKPs 20. kongres, hvor den "fredelige vej til magten" blev "opdaget". I nr. 35 af Principios (PC's teoretiske tidsskrift, red.) er argumentationen, når talen falder på den "fredelige vej", at "denne er fremsat fra den store tribune på SUKPs 20. kongres".

Efter dette forekommer de gjorte anstrengelser for at hævde "originalitet" og "ens egen udformning" latterlige. Corvalán lavede sit "bidrag" til den "skabende udvikling" af marxismen ved at sige, på samme måde som Hrustjov under præsentationen af sin borgerlige position, at "sandt at sige, er den (fredelige vej) allerede blevet fremsat af livet selv. I mange lande har der fundet revolutionære forandringer sted, som har taget nye veje, der ikke kan betragtes som oprørets vej. I Chile selv har de folkelige kræfters mulighed for at bruge den parlamentariske vej til magten allerede vist sig. Men dette stod ikke tilstrækkeligt klart for os." (Luis Corvalán: "Vores revolutionære vej").

Og for ikke at efterlade nogen tvivl om de "bidrag", revisionismen er så stolt af, og som har gjort arbejdernes og folkenes kamp så megen skade, minder Corvalán os om, at "vi understregede nødvendigheden af, i vort program, at lave en mere fuldstændig og fyldig analyse af den fredelige vej. Vi sagde, at det klart skulle understreges, at denne vej kun udelukker borgerkrig og væbnet opstand".

Hele perioden før det fascistiske kup i 1973, fra Ibáñez til Allende, inklusive perioden fra Alessandri (Jorge, præsident (1958-64), red.) til Frei Montalba (Eduardo, præsident (1964-70), red.) og deres "revolution i frihed", som fulgte retningslinjerne og kravene fra Fremskridtsalliancen, var en periode, hvor den lokale revisionisme gav bevis for sin hengivenhed til borgerskabet og imperialismen.

I 1957, på det 24. plenum i PC's centralkomité, udstillede dets revisionistiske ledelse klart sine kontrarevolutionære mål: "Vi ønsker og kræver vores frihed. Og vi erklærer oprigtigt, at hvis vi igen får lov at deltage i det politiske liv, så vil vi ikke udgøre en trussel mod nogen respektables interesser. Vi står for demokratiske løsninger på alle spørgsmål, hvor landets flertal, inden for rammerne af frit spil for alle politiske partier og organisationer, er bestemmende. I dag er vort mål ikke at erstatte de chilenske kapitalisters ejendom med kollektiv ejendom. Og hvis det i morgen skulle blive nødvendigt at betræde denne vej, så er det vores mening, at det skal foregå i kraft af viljen fra et flertal af chilenere, gennem den fredelige vej, og garantere kapitalisternes sikkerhed og rettigheder, dvs. yde dem en passende kompensation".

Man skal særligt bemærke den "konstruktive" holdning, som PC's revisionistiske ledelse antog til Frei Montalbas "pro-udvikling" eller borgerlige, reformistiske regering, der i overensstemmelse med sin klassekarakter ikke tøvede det mindste med at undertrykke og myrde arbejdere, bønder, indfødte mapuche-indianere, studerende og beboere i kvartererne, som kæmpede for deres økonomiske og politiske krav. Hvem husker fx ikke massakren på indbyggerne i Puerto Montt?

I senatet og deputerkammeret stemte PC og PS for Frei-regeringens forskelligste planer. Bønder, som besatte jord, studerende, der radikaliserede deres kamp for en universitetsreform, arbejder- og fagforeningsledere, som gik imod og ignorerede den mellem CUT og regeringen indgåede "aftale", der betød indskrænkninger i arbejdernes rettigheder, de, som fra revolutionære positioner opfordrede til væbnet kamp og massernes oprør, blev alle i PC's centralorgan, El Siglo, fordømt som "ultra-venstre".

Ligesom deres italienske opportunistbrødre stoppede PC's revisionistiske ledere aldrig, ej heller i UP-perioden, deres forsøg på at danne det meget selvroste "historiske kompromis" med de kristelige demokrater.

I december 1970 var Salvador Allende allerede blevet valgt som republikkens præsident. Luis Corvalán gav en tidlig hyldest til tesen om den parlamentariske eller "fredelige" vej, som udklækkedes af Hrustjov og hans efterfølgere: "Det "chilenske eksempel" vil vise, at veje og metoder i den revolutionære proces har sine egne særheder i hvert land, hvilket beviser, at tesen fra SUKP's 20. kongres slet ikke er så absurd." (International Journal, 1970).

To et halvt år efter, at Corvalán, i spidsen for Volodiaerne, Millas, Marín m.fl., jublede over den hrustjovitiske teses påståede "triumf", i 1973, blev ikke blot denne teses absurditet, men også dens kriminelle og forræderiske karakter bevist.

Corvaláns skamløshed er grænseløs, eftersom begivenhederne i Indonesien, få år før valget af Allende, endnu engang havde vist det groteske i den "fredelige vej". 500.000 kommunister og patrioter myrdedes i det fascistiske kup, som af den borgerlige hær under ledelse af general Suharto udførtes mod den "konstitutionelle" præsident og fædrelandets fader, Sukarno.

Det antireformistiske "venstre"

Fra "venstre", dvs. fra de grupper, som tog kampen op mod den "fredelige vej" ("parlamentariske vej"), blev der gjort store anstrengelser for at bekæmpe det såkaldte "traditionelle venstre"s borgerlige reformisme, "fredelige vej" og klasseforsoning. Et stort antal kammerater fra det "revolutionære venstre", MIR, PCR (Chiles Revolutionære Kommunistiske Parti) og andre mindre grupper, var alle tapre eksempler i kampen mod det fascistiske diktatur.

Selvom revisionisterne påstod, at disse grupper var ansvarlige for at fremprovokere kuppet, så er det faktisk, når man ser bort fra deres ideologiske og politiske fejltagelser, hos dem, at man finder det mest konsekvente svar på en revolutionær vej ud af den krise, som den kapitalistiske udbytnings borgerlig-demokratiske form befandt sig i før 11. september 1973. Erfaringerne med UP affødte, på den ene eller anden måde, forskellige reaktioner inden for det "revolutionære venstre".

Eksempelvis blev VRM (Marxistisk Revolutionær Fortrop), som på den tid til en vis grad bekæmpede Hrustjov-revisionismen, paralyseret og selvdestruktivt. De fleste af organisationens medlemmer forfaldt til opportunisme, sleb deres skarpeste "venstre"-kanter og gik ind i PS, andre i PC, og blev, mærkeligt nok, de mest hårdnakkede forsvarere af den UP-regering, dannet på teorien om den såkaldte "fredelige vej til socialismen", som de tidligere havde bekæmpet.

Til sidst blev det klart, at deres brud med revisionismen aldrig gik ud over taktiske modsætninger, fx den påståede modsætning mellem forskellige veje, dvs. den væbnede kontra den "fredelige" vej. Med UP's parlamentariske "sejr" forsvandt den situation, som oprindeligt drev dem til en kritik af UP.
De forstod aldrig, at UP's parlamentariske "sejr" ville bevise umuligheden af den "fredelige vej". De, som ikke forenede sig med UP, bevarede visse organisatoriske forbindelser og døde for hovedpartens vedkommende i kamp mod det fascistiske diktatur.

Med hensyn til PCR skal man bemærke, at processen med selvsupplering og nedgang som følge af UP's parlamentariske "sejr" og dens "fredelige vej" også svækkede dette parti kraftigt og skabte interne stridigheder, som tilsammen gjorde, at partiets indflydelse blandt de folkelige masser var lille, og at det næsten totalt isoleredes fra den store glød, som prægede samfundet, og fra den eksisterende klassekamp. Dette var lige præcis på det tidspunkt, hvor to stærkt eksplosive elementer begyndte at forbinde sig: den generelle utilfredshed blandt arbejderne og folket med den vaklen, handlingslammelse og legalisme, der prægede UP-ledelsen, og med den åbne sabotage, som reaktionære og fascister udøvede under beskyttelse af og efter ordre fra yankee-imperialismen.

For at føre politisk kamp og sikre sin egen eksistens begyndte PCR mekanisk at overføre Kinas Kommunistiske Partis internationale linje, hvilket førte partiet til alvorlige fejltagelser i spørgsmålet om den imperialistiske hovedfjende i den chilenske revolution. Partiet angreb imperialismen uden at skelne overhovedet, og nogle gange den sovjetiske socialimperialisme voldsommere end yankee-imperialismen, og så dermed bort fra, at selvom begge imperialistmagter i almindelighed var lige farlige for folkene, var yankee-imperialismen den dominerende i Chile.

Uanset hvad, så havde PCR den store fortjeneste, at det holdt den antiimperialistiske debat i live og ikke begrænsede den til ren propaganda.
Med samme uundgåelighed som den konfrontation, de sociale betingelser i slutningen af 1979 gav anledning til, og efter at have udviklet og deltaget i modstanden mod det fascistiske militærkup, ophørte begge grupper, hvori PCR var blevet spaltet, at eksistere som parti og nogle af dets menige medlemmer, de, som blev i Chile, fortsatte kampen for den folkelige revolution og socialisme.

En organisation, som stod fast på at forene vigtige grupper, der var uenige med UP-ledelsens borgerlige reformisme, var MIR. Denne bevægelse bestod hovedsageligt af radikale studerende, som var stærkt inspireret af den cubanske revolution og guerillakrigeren Ernesto Che Guevara. De rejste paroler for den væbnede kamp, som byggede på teorien om "guerillafokus" og "at gå op i bjergene". MIR gjorde sig i disse år forskellige erfaringer med massearbejde i særlige fronter, hvilket betød, at den blev den største organisation inden for "ultra-venstre" - betegnelsen, som UP's revisionister brugte om organisationer som MIR.

Politisk udviklede MIR en slags kritisk støtte til Allende-regeringen. Den tog initiativ til erobring af såvel små industri- og landbrugsejendomme som store monopolforetagender og betragtede alle disse som stort set værende det samme. Herved bidrog den til at øge forvirringen omkring den chilenske revolutions primære og sekundære fjender.

Fremragende personligheder fra det gamle MIR var folk som Miguel Enríquez, der med eksemplarisk mod viede sig til den revolutionære kamp. På den anden side er der i dag folk, som er et slag i ansigtet på personer som førnævnte; de foretog ikke blot et tilbagetog, hvorunder MIR omdannedes til nogle små rester, men de afsværgede endda alle revolutionære ideer og forvandlede sig til fortalere for kapitalistisk udbytning; de blev medlemmer af PS, PPD (Partiet for Demokrati) eller endog DC.

Et eksempel på individualistisk, antireformistisk kamp, isoleret fra masserne, var og fik sit klareste udtryk i VOP (Folkets Organiserede Fortrop). Stående over for politiets forfølgelse og som en måde til at "vække" masserne fra deres illusioner om UP forvandlede dens medlemmer sig til "selvmordsbombemænd" og sprængte sig selv i luften ud for sikkerhedspolitiets hovedkvarter, hvorved alle i aktionen deltagende medlemmer og nogle politimænd døde.

Kun for at tilsætte dette dokument lidt humor er det værd at huske de modbydelige angreb, som en af den organiserede trotskismes tidligere ledere, Luis Vitales, der ikke stilledes tilfreds med sit medlemskab af adskillige småborgerlige organisationer og i dag forsøger at "redde marxismen med kristen etik", under foregivende af at være historiker rettede mod Bernardo O'Higgins og andre, der kæmpede for uafhængighed fra Spanien under den spanske koloniperiode, for ikke at have kæmpet for den socialistiske revolution.

Et andet forhold, som, hvis ikke det var for massernes forvirring og desperate søgen efter et revolutionært alternativ til UP, blot ville fremkalde et træk på skulderen, var det trotskistiske POR (Chiles Revolutionære Arbejderparti), som var splittet i små grupper. Under UP opfordrede dets avis til generalstrejke til støtte for Allende. 15 dage efter den mislykkede generalstrejke krævede det strejke på kontinentet, og 15 dage herefter, uden at forvente nogen som helst opbakning til sit krav, opfordrede partiet til en "verdensstrejke til støtte for Allende og imod imperialistisk aggression".

Alle de forskellige grupper fra det "revolutionære venstre", bortset fra trotskisterne, der er revisionisternes ligemænd, hvad forræderi angår, forsøgte at finde en revolutionær vej ud af den krise, hvori det borgerlig-demokratiske system indtil 11. september 1973 befandt sig. De gjorde sig store anstrengelser, iblandt hvilke der var eksempler på heroisme. Ingen kan konkludere, at deres nederlag var resultat af manglende vilje eller tapperhed - tværtimod - de havde meget af begge. Forklaringen på deres nederlag skal søges i de ideer, der ledte deres praksis, i deres eklektiske tænkning, som var langt fra den proletariske, revolutionære forståelse, fra marxismen-leninismen, fra Marx', Engels', Lenins og Stalins lære anvendt på virkeligheden i Chile. Endnu en gang, med arbejdernes og folkets blod, med ærlige og militante klassekæmperes liv som pris, viste klassekampen os, at uden et ægte proletarisk parti, hærdet i klassekampen og grundlagt på basis af den kommunistiske ideologi, marxismen-leninismen, har arbejderklassen og folkene ingen fremtid, intet perspektiv for ægte sociale forandringer, for socialisme.

På 25-årsdagen for det fascistiske militærkup har arbejderklassen og folket i Chile ikke kun nederlag at fremvise, men også et skatkammer af værdigfulde erfaringer og lærdomme, opnået med blod og gennem 18 års ideologisk, politisk og organisatorisk arbejde i opbygningen af et ægte marxistisk-leninistisk parti. Kulminationen på dette arbejde var dannelsen af PC-AP. Partiet har ingen anden forpligtelse end den, som udspringer fra den revolutionære konsekvens, fra marxismen-leninismen og fra de revolutionære interesser hos arbejderklassen og folket i Chile. Det har været i stand til og kan fortsat, som ingen anden organisation blandt dem, der kalder sig venstrefløjs eller revolutionær, sætte fokus på de elementer, der gør det muligt at fastslå begivenhedernes sande årsager, opnå sejre i den nuværende revolutionære kamp og fremhæve dens perspektiver.

Lad os som afslutning præsentere det følgende uddrag fra PC-AP's programmatiske teser, som offentliggjordes i juni 1995:

"Den heroiske tid med kamp, som gik forud for os, må opsummeres fra en åben, videnskabelig synsvinkel, uden den dogmatiske, idealistiske og faktisk religiøse tilgang, som frarøver den enhver revolutionær betydning, som præsenterer den som noget allerede konkluderet, der ikke kan underkastes en analyse, der muligvis kunne klarlægge dens fortjenester og mangler, de positive og negative erfaringer, som udspringer fra den.
De, som i dag går ad denne vej, skjuler derved deres manglende ideologiske og intellektuelle evner, eller værre, fastholder tidligere fejl, der påny vil føre folket til nederlag.

Alle faktorer, som har bestemt kampen tidligere, både de objektive og subjektive, bør studeres for med streng, revolutionær, videnskabelig korrekthed at kunne drage konklusioner, som vil sætte os i stand til at virkeliggøre det historiske krav om folkedemokrati og socialisme, som vort land i dag kræver.
Baseret på en forståelse for, at de objektive betingelser (national og social undertrykkelse og udbytning) for en revolutionær omvæltning i et land som vores altid har været til stede, er det fremfor alt nødvendigt mere dybdegående at analysere de forskellige politiske strømninger, som ledte de tidligere kampe.

Det er hævet over enhver tvivl, at kvaliteten af den subjektive faktor altid har den primære betydning, og at resultatet af kampen, dens sejr eller nederlag, grundlæggende afhænger af denne. Nederlagene i tidligere kampe skyldes ikke fraværet eller svagheden af den objektive faktor, skyldes ikke historisk skæbnetro eller den ene eller andens forræderi, og endnu mindre, manglende opofrelse hos vort uselviske folk. Tværtimod har vort folk fyldt tusinde af sider med heroisme, som ville bringe tårerne frem hos enhver.

Den tidligere modstand mod og afvisning af imperialisme og reaktion, særligt i den republikanske periode, kunne ikke basere sig på programmer for et ægte revolutionært klassealternativ, for omstyrtelsen af det eksisterende borgerlige herredømme og oprettelsen af en ny magt, den socialistiske. Disse alternativer var tværtimod baseret på progressive reformer, på "at udvide demokratiet", på gradvist at "overtage" den af imperialismen afhængige, kapitalistiske stat og sætte den i arbejdernes og folkets tjeneste. Funderet på denne fejlagtige ideologiske og politiske teori hos lederne af den folkelige bevægelse udvikledes kampformer, som ikke stillede erobringen af magten, dvs. den sociale revolution, på dagsordenen. Illustrative eksempler på dette er den parlamentariske vej, den "fredelige vej", som UP fulgte, og som medførte den store tragedie for Chiles arbejdere og folkelige bevægelse, men kan også ses i selve den antifascistiske modstand, som, selvom den engagerede sig åbent i massekamp, endog væbnet kamp, altid udkæmpedes med kravet om genoprettelse af det borgerlige demokrati, der eksisterede før 11. september 1973. I denne strømning var den nationale og sociale befrielse - den folkedemokratiske og socialistiske revolution - fraværende.

Den subjektive faktor, den politiske ledelse og dens ideer, spiller derfor den afgørende rolle i arbejdernes og folkets kamp. Sammenbruddet i det tidligere Sovjetunionen og de østeuropæiske lande er den almengyldige bekræftelse på vores opfattelse af, at det, der skete i disse lande, ikke var socialismens sammenbrud, endnu mindre den kommunistiske ideologis, men tværtimod en konsekvens af frafaldet og forræderiet mod denne. I dag er dette klart selv for ultra-blinde idealister, for alle, der ikke ville se den revisionistiske og antikommunistiske virkelighed i ledelsen af disse partier og tidligere lande i øjnene.

National og international reaktion har for en kort tid forplumret vandene. Nogle selvudnævnte venstreorienterede og revolutionære har forladt kampens vej og åbent tilsluttet sig reaktionen, andre tøver stadig og forsøger på opportunistisk vis, med "progressive", socialdemokratiske fraser, at tjene reaktionen og imperialismen.

Masserne søger, skønt midlertidigt forvirret, at finde en vej ud af den kapitalistiske kæmpeudbytnings krise, arbejderne og de folkelige bevægelser følger hinanden. Og i almindelighed kan det konstateres, at i Chile som i resten af verden, tager en ny bølge af arbejdernes og folkenes revolutionære kamp form. Dette skal hilses med en revolutionær, klassemæssig ideologi og politik af en større kaliber end tidligere, som for alvor vil tillade os at nå målene for den nuværende periode og sikre dens socialistiske perspektiv".

Oversat fra Unity & Struggle, nr. 6, august 1999